Adibus vinder initiativpris
Af: Redaktionen
Viborg-virksomheden Adibus hjælper transportbranchen, især den offentlige transport, med at blive mere bæredygtig og innovativ. Med deres løsninger til intelligent flådestyring, passagertælling og digital skiltning har virksomheden skabt værdi for både kunder, brugere og samfundet. Det har nu givet dem anerkendelse i form af DI's Initiativpris 2023 for DI Silkeborg-Viborg.
Adibus A/S er en ledende udbyder af digitale IT-systemer til busser og tog. Med støtte fra Innovationsfonden har virksomheden senest udviklet ChargePlan, et nyt og innovativt system til intelligent opladning. Denne teknologi markerer Adibus' indtræden på fragt- og lastbilmarkedet samt andre områder, hvor styring af en flåde af eldrevne køretøjer er afgørende.
ChargePlan er et omfattende opladningssystem skabt specifikt til busser, varebiler og køretøjsflåder. Det omfatter funktioner som optimal og automatisk opladning baseret på svingende elpriser, realtids overvågning af opladningsstatus med proaktiv advarsel, et live kort der viser køretøjernes placering og opladningsstatus, behovsstyret optimal opladning samt rapportering om økonomi og CO2-regnskab. Adibus ser et betydeligt internationalt potentiale i dette system.
- Vi er meget glade og stolte over at modtage denne pris. Det er en kæmpe motivation for os at se, at vores arbejde bliver værdsat af både vores kunder og vores brancheorganisation. Vi vil fortsætte med at udvikle innovative og bæredygtige løsninger, der gør mobilitet og transport smartere, grønnere og mere effektivt, siger direktør for Adibus A/S, Henrik Eriksen.
Prisen blev overrakt mandag den 27. november på Adibus' hovedkontor i Viborg af bestyrelsesmedlem Pia Grandelag fra DI Silkeborg-Viborg og borgmester Ulrik Wilbek fra Viborg Kommune.
Energi og miljø It og teknologi
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET