KTF Transmision
NYHEDER 10. NOV 2022 KL. 03:00

Sådan vil Letbanesamarbejdet skabe mere stationsnær byvækst

Af: Redaktionen


Letbanesamarbejdet i Aarhusområdet har udarbejdet et dialogoplæg om stationsnær byudvikling. Oplægget peger på de gode erfaringer med udvikling nær letbane- og jernbanestationer og viser retningen for, hvordan indsatsen kan styrkes yderligere i takt med kommende infrastrukturprojekter.


Oplægget er nu sendt til samarbejdets parter som inspiration for fremtidige planstrategier og kommuneplaner. Samtidig er oplægget sendt til Folketingets Transportudvalg som dialoggrundlag for investeringer i højklasset kollektiv trafik i Østjylland.



Skinner skaber vækst
Der er mange eksempler på, at højklasset kollektiv trafik er katalysator for byudvikling i mindre byer. Eksempelvis er to tredjedele af befolkningsvæksten i Syddjurs Kommune sket i de fem letbanebyer. I Hornslet er tilflytningen øget markant efter Letbanens åbning, og i flere mindre byer planlægges der byggerier tæt på stationerne.

Også den kommende Silkeborgbane har stort potentiale. Her kan nye stationer give gode forudsætninger for byudvikling af områder med kort rejsetid til Aarhus og Silkeborg og videre mod Herning. Derfor er Letbanesamarbejdet fortaler for at skabe en dobbeltsporet jernbane for at få den optimale stationsstruktur og stabil drift.

– Vi ved godt, at det bliver dyrere at skabe flere stationer, men det er virkelig vigtigt at binde lokalsamfundene sammen i stedet for bare at få en hurtig linje, der sparer 14 minutter, siger Claus Leick (F), medlem af Letbanerådet og formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune. Han fortsætter:
– Byerne på den kommende Silkeborgbane er byer, hvor der i fremtiden vil bo rigtig mange mennesker. Men som det er i dag, har de fleste familier behov for to biler, fordi den kollektive trafik er usammenhængende. Den nye jernbane kan binde området sammen på en helt ny måde.

Klimaneutralitet kræver sammenhæng
Ud over Silkeborgbanen er der lige nu politiske diskussioner om både BRT-busser og letbane fra Aarhus C til Brabrand, mens en linje mellem Lisbjergskolen og Hinnerup bliver udredt for konsekvenser. Muligheden for et Parkér & Rejs-anlæg ved E45 ved Søften undersøges også.
Letbanesamarbejdet påpeger i oplægget, at byudvikling skal tænkes sammen med de stationer, som bygges i fremtiden, så flest mulige borgere får glæde af investeringerne, hvad enten det er letbane, BRT eller jernbane. Ligesom fingerplanen i hovedstadsområdet, hvor en kombination af metro, letbane og S-tog skaber stationsnær byudvikling, der giver udslag i øget tilflytning og investeringslyst.

– Vi har store diskussioner om det her på rådhuset, og de handler grundlæggende om økonomi. Men hvis vi skal nå i mål med vores klimambitioner, er det nødvendigt at skabe stationer ude i boligområderne, der kan gøre det nemmere at droppe bilen, siger Polly Dutschke.

Behov for politisk samarbejde
Alle otte kommuner i Østjylland har strategier for byudviklingen, der støtter visionen for den højklassede transport og klimaneutralitet. Dermed understøtter de statens planer for baneudbygning i Østjylland og styrker en sammenhængende mobilitet mellem landsdelene i det østjyske bybånd og i Aarhus-området.

Samlet set fremhæver dialogoplægget at sammenhængen mellem byudvikling og højklasset kollektiv trafik er essentielt for at skabe bæredygtig mobilitet. Men det kræver samarbejde mellem kommuner, stat og regioner og en langsigtet strategi, hvor kommunerne i et tæt samarbejde fokuserer på stationsnær byudvikling.


 


Læs hele dialogoplægget fra Letbanesamarbejdet


Infrastruktur Letbaner/Metro Mobilitet Tog og jernbaner