NYHEDER 17. SEP 2018 KL. 14:56

Aalborg har valgt BRT-samarbejdspartner

Af: kollektivtrafik

Aalborg har valgt BRT-samarbejdspartner

Ingeniør- og rådgiviningsvirksomheden Cowi har fået opgaven med at bistå Aalborg Kommune i projekteringen af Aalborgs nye BRT-forbindelse, som med højt prioriterede busser i egne baner forventes at åbne i 2023


BRT (Bus Rapid Transit) er en højklasset busforbindelse, der vil køre gennem Aalborg fra Væddeløbsbanen i Vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i Øst. Der er tale om et stort anlægsprojekt, der forventes at give mobiliteten i byen et væsentligt løft og skabe sammenhæng mellem byudvikling og kollektiv transport.

- Vi er stolte over at være blevet udvalgt til arbejdet med den første rigtige BRT-forbindelse i Danmark og være med til at løse de trafikale udfordringer i Aalborg med et grønt og effektivt alternativ til biltrafikken samt give et løft til byen. Vi trækker på solide erfaringer fra letbaneprojekterne i for eksempel Aarhus og Odense. BRT kræver mange af de samme kompetencer og løsninger som en letbane, siger Peter Hostrup Rasmussen, der er Cowis direktør for jernbaner, metro, veje og lufthavne.  

Ressourceudbuddet blev afsluttet i august. Det betyder, at Aalborg Kommune her i september kan byde velkommen til syv nye medarbejdere fra Cowi. Det glæder Helle Bøhl-Møller, Projektchef for BRT sekretariatet i Aalborg Kommune: 

- Vi glæder os meget til samarbejdet med Cowi. De seneste måneder har vi brugt på at skabe fundamentet for projektets gennemførelse, herunder er ansættelsen af de rigtige mennesker jo fuldstændig afgørende for projektets succes. Jeg er så tilfreds med, at vi allerede nu har det rigtige hold, så vi kan påbegynde projekteringen og kigge frem mod det første spadestik til foråret 2019, siger hun. 

Projekteringen af den 12 km lange BRT strækning vil foregå over en to-årig periode, hvor de første opgaver bliver projektering af stationsforpladsen ved Haraldslund, Skydebanevej og Bertil Ohlins Vej, som skal anlægges fra foråret 2019.  

Til oktober sættes udbuddet af anlægsarbejdet i gang. Udbuddet handler i første omgang om at finde entreprenører, der prækvalificerer sig til at byde på de 13 anlægspakker og 6 stationsforpladser, som sendes i udbud fra slutningen af året.
 
Fakta om Aalborgs kommende BRT-forbindelse:

  • BRT får 22 stationer fra Væddeløbsbanen i vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i øst
  • BRT har sin egen kørebane og har altid prioritet i vejkryds, så hele ruten tager kun ca. 32 minutter at køre
  • BRT busserne har plads til 150-200 personer
    Der er ca. 7,5 minutter mellem busserne
  • BRT busserne er op til 25 meter lange
  • BRT bussen er en miljøvenlig transportform
  • BRT forbindelsen forventes at åbne i 2023