NYHEDER 3. OKT 2018 KL. 06:49

Høj sikkerhed på den danske jernbane

Af: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

Høj sikkerhed på den danske jernbane
Foto: Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen

Nye tal fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens Sikkerhedsrapport for jernbanen 2017 viser, at sikkerheden fortsat er meget høj.


Sikkerhedsniveauet på jernbanen i Danmark er fortsat meget højt. Niveauet af dræbte og alvorligt tilskadekomne er det laveste siden 1999, hvor data går tilbage til. Dermed er Danmark i top fem i EU målt på antal dræbte og alvorligt tilskadekomne per tog-km.

I perioden 2013-2017 har der i gennemsnit været 0,2 dræbte eller alvorligt tilskadekomne personer per mio. tog-km.

Sikkerhedsmålet for jernbanen i Danmark er, at der maksimalt må være 0,3 dræbte eller alvorligt tilskadekomne pr. mio. tog-km. Ud fra det kørte antal kilometer i 2017 svarer det til 24 dræbte eller 240 alvorligt tilskadekomne.

Den faktiske sikkerhed på jernbanen er dog langt højere. Således var der i 2017 6 personer der blev dræbt, mens 6 personer kom alvorligt til skade. Heraf blev flertallet påkørt, da de befandt sig uretmæssigt på jernbanens arealer.

Tre af dødsfaldene skete som følge af ulykker i perronovergange og overkørsler. Derudover kom tre personer alvorligt til skade, da de kom i berøring med køreledningen, efter at de var kravlet op på taget af et tog, som holdt stille.