NYHEDER 5. NOV 2019 KL. 21:28

Taxivognmænd debatterede grøn omstilling med ministeren

Af: kollektivtrafik

Den grønne omstilling blev mandag meget konkret for 180 taxivognmænd, der deltog i en konference om grøn omstilling i taxibranchen. Inden debatten kunne vognmændene se og prøvekøre seks bilimportørers bud på fremtidens el-taxi. Under konferencen slog transportminister Benny Engelbrecht fast, at taxier er en del af den kollektive transport


Det store trækplaster for en del af de fremmødte var at sparke dæk på de nye el-biler. Efterfølgende deltog vognmændene fra Dantaxi i en debat med transportminister Benny Engelbrecht om taxibranchens fremtidige rammebetingelser, hvor især antallet af ladestandere, afgifter på nul-emissionsbiler samt autobranchens muligheder for levering var i centrum. Transportminister Benny Engelbrecht noterede med tilfredshed, at taxierhvervet allerede nu udviser stor omstillingsparathed. Han nævnte som eksempel, at antallet af nul-emissionstaxier udgør to trediedele af samtlige ansøgninger til nye tilladelser.

Debatten afspejlede taxibranchens udfordringer i forbindelse med virkningerne af taxiloven og grøn omstilling. Benny Engelbrecht slog fast, at taxierhvervet er en del af den kollektive transport, og han lagde op til et partnerskab om udformningen af konkrete tiltag i den kommende klimalov.
 
Trine Wollenberg fra Dansk PersonTransport pegede på, at dagens arrangement var en succes.

- Generelt set synes jeg, at vi fik taget fat i nogle relevante problemstillinger, og at vi fik adresseret mange af de ting, som taxibranchen ønsker at få sat på dagsordenen, sagde hun.

Direktør i Dantaxi, Carsten Aastrup var især tilfreds med den debat, der blev rejst. Og at der blandt selskabets taxivognmænd udvises en så stor interesse for grøn omstilling.

- Arrangementet i dag viser, at vores vognmænd gerne vil den grønne omstilling, selvom de for eksempel oplever udfordringer med mangel på ladestandere. Taxi er ikke kun transport fra A til B. Kunderne ønsker samtidig et grønt valg. Noget vores vognmænd gerne vil give dem ved at investere i endnu flere nul-emissionstaxier end de over 45 vi allerede har kørende nu, sagde Carsten Aastrup.


Konferencen var arrangeret af Dantaxi og brancheforeningen Dansk PersonTransport. Konferencens hovedformål var at sætte fokus på den grønne omstilling, og dens betydning for den selvstændige taxivognmand.