NYHEDER 7. JAN 2020 KL. 16:23

Billetpriserne følger den almindelige prisudvikling

Af: kollektivtrafik

Søndag 19. januar 2020 ændrer trafikselskabet Midttrafik prisen på rejsekort, klippekort, pendlerkort og pensionistkort i Aarhus (deltidskort). Hvis man bruger enkeltbilletter, kan man fortsætte til samme pris. Prisen på pensionistkort (årskort) og tillæg til lufthavnsbusser til Aarhus Lufthavn og Billund Lufthavn fortsætter også uændret

Prisen på rejsekort på grundtakst (uden rabat) og klippekort i Midttrafik app ændres. En to-zoners rejse for en voksen stiger fra 17 kroner til 17,60 kroner. Børn får 50 procent rabat og pensionister/førtidspensionister får 25 procent rabat i forhold til prisen for en voksen.

Mængderabatten på rejsekort er fortsat 10 procent, 25 procent og 40 procent afhængigt af, hvor meget man rejser.

Med rejsekort får man yderligere 20 procent rabat, når man rejser uden for myldretiden, hvilket vil sige hverdage mellem klokken 11.00 - 13.00 og mellem klokken 18.00 - 07.00 og hele dagen i weekender og på helligdage.


Prisen for pendlerkort er aftalt med togselskaberne DSB og Arriva, fordi pendlerkort er et fælles produkt, der gælder i både busser, letbane og tog.

Et to-zoners pendlerkort for en voksen til 30 dage stiger fra 380 kroner til 384 kroner. Børn får 50 procent rabat og pensionister/førtidspensionister får 25 procent rabat i forhold til prisen for en voksen.

Alle borgere i Aarhus Kommune fra 65 år og op samt førtidspensionister kan købe et pensionistkort (deltidskort) til busser og letbane i hele Aarhus Kommune. Prisen ændres fra 180 kroner til 185 kroner for 30 dage.

Flere billettyper ændres ikke
Der er en række billettyper, hvor prisen fortsætter uændret. Det gælder enkeltbilletter, pensionistkort (årskort) og tillæg til lufthavnsbusser til Aarhus Lufthavn og Billund Lufthavn.

Midttrafik peger på, at hvis man vil undgå at betale for meget for sin rejse med bus, letbane eller tog, er det vigtigt, at man tjekker, om man bruger den rigtige billettype. Ved at søge sin rejse på rejseplanen.dk, kan man sammenligne prisen på de forskellige billettyper. På midttrafik.dk kan man også bruge billetguiden til at tjekke, hvad der bedst kan betale sig.

Den gennemsnitlige prisstigning er på 1,9 procent som følge af den almindelige prisudvikling.

De nye priser hos Midttrafik kan ses her: