NYHEDER 8. JAN 2020 KL. 13:40

Aarhus Letbane kører mere stabilt

Af: kollektivtrafik

Aarhus Letbane kører mere stabilt

2019 sluttede med en god december måned for Aarhus Letbane. Både rettidighed og pålidelighed nåede det bedste resultat siden april. Da letbanetogene begyndte at køre til Grenå i slutningen af april, begyndte en periode med mange problemer og udfordringer


Året sluttede samlet set på 94,3 procent for rettidigheden, som er andelen af afgange gennemført til tiden, hvilket er meget tæt på målet om 95 procent. For pålideligheden, som er andelen af gennemførte afgange i forhold til planlagt, er tallet for året på 96,1 procent, hvilket Aarhus Letbane betegner som tilfredsstillende.

Isoleret set endte rettidigheden i december på 95,9 procent, hvilket var den tredje måned i træk med forbedret resultat og anden måned i træk med et resultat over 95 procent. Aarhus Letbane peger på, at rettidigheden samlet set har været stigende siden september.

Grenaabanen, der fik en svær start, har oplevet en markant forbedring de seneste måneder. December var den bedste måned med en rettidighed på 93,3 procent - det er 8,4 procentpoint bedre end i september hvor rettidigheden var på 84,9 procent.

Odderbanen ligger stabilt omkring de 95 procent, og den indre strækning ligger stabilt og konsekvent over 98 procent.

Pålideligheden i december endte på 98,1 procent. Det var anden måned i træk med markant fremskridt og første måned siden april med et resultat over 98 procent. Grenaabanen bidrog positivt med en pålidelighed på 98,4 procent.

Odderbanen havde et lille dyk til 97,0 procent, mens den indre strækning i december igen havde en meget høj pålidelighed på 98,6 procent.

- Der har været mange udfordringer for driften siden åbningen af Grenaabanen i april 2019, så det er meget glædeligt at se, at en vedholdende og målrettet indsats fra hele organisationen og vores leverandører har givet mærkbare, forbedrede resultater i driften både på rettidighed og pålidelighed, siger direktør i Aarhus Letbane, Michael Borre.