NYHEDER 24. JAN 2020 KL. 12:21

Hovedstaden får sin fjerde Metro-linie sidst i marts

Af: kollektivtrafik


Efter at have kørt med to linier siden åbningen 19. oktober 2002 kom metroen i Hovedstaden i september sidste år op på tre liner. Og sidst i marts kommer den fjerde linie til. Det vil ske lørdag 28. marts, når Metrolinje M4 forventes at åbne og koble Nordhavns-området til metronettet og øger antallet af afgange mellem Østerport og København H til det dobbelte


Med åbningen af M4 kan hele kvarteret Nordhavn se frem til flere besøgende til blandt andet de mange rekreative muligheder i området.

- Metroen har gjort København til en ægte storby. Den bringer os tættere sammen og skaber nye oplevelser for alle. Med Nordhavnsmetroen får vi meget mere metro - og det til en helt ny bydel, som før har været svært tilgængelig. Jeg håber, at rigtig mange københavnere og besøgende nu vil tage turen til Nordhavn og nyde de smukke omgivelser. Samtidig er jeg sikker på, at beboerne får glæde af den nye hotline til resten af byen, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Testkørslen er forløbet godt
Gennem de seneste to uger er M4 blevet koblet sammen med M3 Cityringen, da linjerne deler styresystem og tog samt spor og stationer på strækningen Østerport til København H. I denne periode har M3 Cityringen været lukket, så tilkoblingen af M4 kan foregå godt og sikkert.


Natten til mandag 27. januar åbner M3 Cityringen igen for passagerer. Frem mod åbningen af linje M4 vil der skulle testkøres på hele strækningen, mens stationerne Nordhavn og Orientkaj gennemgår den sidste finish.

- Byen bliver bundet sammen på en helt ny måde med M4’s åbning, og vi får skabt et mere effektivt kollektivt trafiknet til gavn for passagererne, som vil opleve flere rejsemuligheder, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).


To ekstra stationer kobles på metronettet

Med åbningen af M4 Nordhavn kommer det samlede antal metrostationer i København og Frederiksberg op på 39 metrostationer. Arbejdet med at etablere en metrostrækning til Nordhavn og Orientkaj blev vedtaget i 2014 - godt tre år efter Cityringen.



- M4 til Nordhavn har på mange måder stået lidt i skyggen af anlægsarbejdet på Cityringen. Det er sådan set positivt, for anlægsarbejdet på stationerne Nordhavn og Orientkaj er forløbet helt efter planen. Entreprenøren har haft godt styr på såvel sikkerhed som tidsplaner. Det er tilfredsstillende, og vi glæder os nu til at få åbnet en ekstra metrolinje, som vil glæde passagerer fra København H til Orientkaj, siger Jørn Neergaard Larsen, der er bestyrelsesformand i Metroselskabet.




Fakta om M4