NYHEDER 20. MAR 2020 KL. 10:33

Køre- og sejlplaner bliver tilpasser transportbehovet

Af: kollektivtrafik

Arriva, DSB, Metroselskabet og Molslinjens Bornholmslinjen vil inden for kort tid justere køre- og sejlplaner. Tiltaget, der betyder, at antallet af afgange reduceres, skal sikre en mere stabil drift og vil både gælde i fjern- og regionaltogtrafikken, i metroen, på S-togsnettet og på færgeafgangene til og fra Bornholm. Baggrunden for de færre afgange er, at der er markant færre rejsende i den kollektive trafik samt et stigende antal sygemeldinger fra lokoførere, togførere med flere, hvilket har ført til akutte aflysninger


Efter myndighedernes opfordringer til de rejsende og til udbyderne af kollektiv trafik i forhold til at sprede de rejsende over døgnet og sikre god afstand mellem hinanden, har trafikvirksomhederne kørt med flere afgange og ekstra lange tog med videre.

De rejsende har lyttet til opfordringerne og undgået at bruge den kollektive trafik. Samtidig har den gradvise nedlukning af offentlige arbejdspladser, skoler, institutioner med videre givet et ekstra nyk nedad i antallet af passagerer.

Den aktuelle situation har for eksempel ændret antallet af rejsende til og fra Bornholm, hvor Bornholmslinjen indtil videre har sejlet planmæssigt, markant. Tilsvarende oplever både DSB og den københavnske metro et passagerfald på i mellem 80 og 90 procent. Samtidig er DSB ramt af en del akutte aflysninger på grund af sygemeldinger fra lokoførere, togførere med flere. Det skaber usikkerhed for de rejsende, der fortsat er afhængige af den kollektive trafik, og kan føre til trængsel på perronerne.

- Ved at reducere antallet af afgange kan vi sikre en stabil drift og en robusthed i køreplanerne, så de rejsende, der er tilbage, fortsat har mulighed for at komme til og fra arbejde og kan regne med, at togene kører. Det gælder blandt andet det kritiske personale i sundheds- og ældresektoren, der er afhængige af den kollektive trafik for at komme til og fra arbejde, siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:

- Trafikselskaberne har oplyst, at en nedjustering i antallet af afgange ikke forventes at give pladsproblemer. Derfor synes jeg, det er sund fornuft, at trafikselskaberne tager bestik af den aktuelle situation og tilpasser deres køre- og sejlplaner.

Både Arriva, DSB og Metroselskabet følger udviklingen i antallet af rejsende tæt og vil sørge for at indsætte ekstra kapacitet, hvis der mod forventning skulle opstå høj belægning i togene.

Passagererne opfordres til at følge med på Rejseplanen.dk.



Corona