NYHEDER 21. JUN 2020 KL. 15:36

Færgeoperatører kan få refunderet tabte indtægter fra gratister

Af: kollektivtrafik

Som et element i S-Regeringens beslutning om at tilbyde alle gående og cyklende passagerer gratis færgetransport på indenrigsruter i hele juli i år får de danske færgeoperatører mulighed for at søge om at få refunderet de mistede billetindtægter hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen


S-Regeringen præsenterede fredag en række initiativer, der skal understøtte danskernes muligheder for at afholde sommerferien i Danmark - blandt andet, at alle gående passagerer samt passagerer med cykel tilbydes gratis transport på alle indenrigs færgeruter i juli.

Ordningen giver mulighed for at statsligt udbudte færgeruter, kommunale færgeruter samt private færgeruter, der sejler mellem to danske havne, kan få refusion for den mistede billetindtægt i perioden med gratis billetter.
 
Internationale færgeruter som eksempelvis færgeruten Rønne-Ystad er ikke omfattet af ordningen, ligesom diverse ”turbåde”, havnebusser og oplevelsessejladser heller ikke kan søge om refusion.

Det er frivilligt for de enkelte færgeruter, om de vil være med i ordningen. Hvis en færgerute vælger at tilbyde gratis transport i juli, skal der indgås en aftale om refusion.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal have modtaget ansøgningen senest 25. juni.



Corona Færgeruter