NYHEDER 29. JUN 2020 KL. 12:15

Dansk PersonTransport: Fjernbusser bør være en del af sommerpakken for den kollektive trafik

Af: kollektivtrafik

Fredag 19. juni blev et bredt flertal i Folketinget enige om en sommerpakke med eksempelvis billigere billetter til busser og tog. Hos organisationen Dansk PersonTransport, der eksempelvis organiserer busvognmænd, der beskæftiger sig med fjernbuskørsel, lægger man mærke til, at fjernbusserne ikke er med i sommerpakkens indhold


Dansk PersonTransport skriver på sin web-side:

En stor sommerpakke skal være med til at hjælpe den danske økonomi i gang igen med et væld af initiativer. Blandt andet skal et udbud af 8-dages fri-rejse-billet hjælpe til at få danskerne ind i den kollektive trafik og ud i sommerlandet. Mange danskere undrer sig nok over, at fjernbusserne ikke er en del af denne ordning. Det gør Dansk PersonTransport i hvert fald. Over en million passagerer rejser hvert år med fjernbusserne, men den rejsemulighed er - som det ser ud nu - ikke en del af den nye otte-dages-billet - ej heller tænkt som en del af den privat drevne kollektive trafik.

- Der er et stort behov for, at vi tænker sammenhæng på tværs i den kollektive trafik. Det er for nogen måske svært, for den del af den kollektive trafik, der er privat drevet, men så meget desto mere skal Regeringen tage ansvaret for at sikre sammenhængen; også med sommerpakken. Vi vil derfor invitere til, at der hurtigst muligt bliver lavet en aftale med fjernbusoperatørerne, der gør muligt for passagerer med 8-dages fri-rejse-billet at benytte fjernbusserne, samt at der bliver givet tilskud til fjernbusrejser på tværs af landet på lige fod med DSB, siger Lasse Repsholt, der er sektorchef i Dansk PersonTransport.

Lasse Repsholt mistænker, at en misforståelse kan ligge til grund for udelukkelsen.

- Aftaleparterne har lagt til grund, at der allerede eksisterer en ordning for fjernbusser om rabat til blandt andet studerende, pensionister med videre. Det gør der ikke. Den generelle ordning om sociale rabatter i fjernbustrafikken faldt bort ved årsskiftet 2018/2019 på den daværende regerings foranledning. I dag er der kun en aftale mellem Transportministeriet og nogle af fjernbusselskaberne om understøttelse af trafikbetjeningen af yderområder, hvor der gives rabatter til pensionister, børn og studerende, men for alle øvrige fjernbusruter skal busselskaberne selv finansiere eventuelle rabatter. Derimod modtager DSB stadigvæk kompensation for rabatordningerne på alle strækninger, siger Lasse Repsholt.

Coronakrisen gav et knæk til fjernbustrafikken
Ligesom mange andre aktiviteter og erhverv gav coronakrisen også fjernbustrafikken et knæk. I fjernbustrafkken måtte man skrue ned for trafikomfanget i takt med at samfundet gik i stå, og siden har fjernbusserne også været underlagt - ganske fornuftigt - de restriktioner i forhold til rengøring, hygiejne og passagerbegrænsning, der gælder i den øvrige kollektive trafik.

- Med fri-rejse-billetterne og tilskud til de billige Orange-billetter med DSB får fjernbustrafikken en hård, statsstøttet konkurrence i den kommende sommer. Det er vigtigt, at de statslige initiativer der skal hjælpe samfundet til at komme på rette køl ikke får en konkurrenceforvridende effekt, der i sidste ende betyder, at der kommer et mindre udbud af kollektiv fjernbustrafik og dermed tab af danske arbejdspladser i turistbusbranchen der i forvejen er hårdt ramt af forsamlingsforbud og grænselukninger, siger Lasse Repsholt.