NYHEDER 24. AUG 2020 KL. 20:59

Godt én million passagerer sejlede gratis i juli

Af: kollektivtrafik

Et af S-Regeringens tiltag for at afbøde de negative virkninger af indsatsen mod corona-virus har været gratis færgefart for gående og cyklende. En opgørelse fra Transportministeriet viser, at i alt 1.074.215 passagerer valgte at tage imod tilbuddet om at sejle gratis med landets færger i juli


Alle danske indenrigsfærger havde tilmeldt sig ordningen i D-Regeringens sommerpakke med gratis rejser for gående og cyklister i hele juli. En endelig opgørelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen viser, at de 53 indenrigsfærger i alt havde 1.074.215 passagerer med ombord i juli.

- Lad mig sige det, som det er: Det har været en overvældende stor succes. Over en million passagerer har gået eller cyklet ombord på vores færger uden beregning. De har oplevet nye dele og egne af Danmark – måske endda for første gang – og de har dermed også støttet et trængt kultur- og erhvervsliv på øerne. Jeg er stolt over, at vi med dette initiativ har gjort det muligt at skabe nye ferieminder for så mange mennesker, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Som følge af nedlukningen af Danmark henover foråret har de mange besøgende været velkomne gæster for erhvervslivet.

- Med sommerpakken blev det lettere for danskerne at genopdage Danmark som ferieland. Derfor er jeg også svært glad for pakkens succes, som for alvor fik danskerne ud på vores smukke øer. Øernes butikker og lokale fællesskaber er udsatte under Corona-krisen, og her har sommerens høje besøgstal gjort en vigtig forskel for landdistrikterne, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Organisationen Danske Rederier håber, at mange vil vælge ø-ferien igen næste år.

- De gratis færgebilletter betød, at vi fik fyldte indenrigsfærger på kort tid. På trods af lidt udfordringer med kapaciteten på enkelte overfarter er det samlet set gået rigtig godt. Færgerederierne har haft gang i butikken, og mange danskere har fået øjnene op for de danske øer. Vi tror på, at mange vil vende tilbage de kommende år, så årets ordning med gratis færger har også været en investering i fremtiden, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

Det håb deler Landdistrikternes Fællesråd.

- Effekterne af sommerpakken kan i den grad mærkes ude på øerne. Rekordmange besøgende, fulde huse på spise- og overnatningssteder, ligesom vores Ø-pas er blevet revet væk. Mit håb er, at mange danskere denne sommer har fået øjnene op for den fantastiske feriedestination vores land er og vender tilbage næste år. For det er ikke alene praktisk at holde ferie under hjemlige danske himmelstrøg; det giver mere forståelse for forskellene i vores samfund. Endelig er det bæredygtigt og dermed klimavenligt at holde ferie i Danmark, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.


Der har i alt været 1.074.215 passagerer med færgerne i juli. Heraf var 912.068 voksne og 162.147 børn. Af dem havde 161.696 en cykel med ombord.


- Der er ingen tvivl om, at det også har været en oplevelsesrig juli for de mange færgeselskaber og -operatører, som har skullet håndtere det store rykind af passagerer. Jeg vil derfor gerne takke dem for deres arbejdsindsats og for de lokale løsninger, der har gjort, at passagererne er kommet med færgen, samtidig med at de gældende sikkerhedskrav og sundhedsmyndighedernes retningslinjer er blevet overholdt, siger transportminister Benny Engelbrecht.


Sammenlignet med 2019 er der tale om en stigning af passagerer på 60 procent, mens antallet af cykler er steget med 120 procent.

 



Corona Passagertal