NYHEDER 24. SEP 2020 KL. 11:04

Skandinavisk flyselskab sender atter fly på vingerne med kurs mod Kina

Af: kollektivtrafik

Fra tirsdag 29. september er det igen muligt at flyve direkte fra Skandinavien til Kina med SAS. Selskabet oplyser, at der siden 31. januar i år ikke har været direkte flyvninger mellem Skandinavien og Kina


Baggrunden for, at SAS atter kan sende fly på vingerne med kurs mod Kina, er, at SAS har fået godkendelse af de kinesiske myndigheder og dermed kan åbne ruten mellem København og Shanghai med en ugentligt forbindelse.

SAS peger på, at åbningen af ruten er vigtig for samhandlen. SAS vil med genåbningen af ruten imødekomme efterspørgsel efter erhvervsrejser og transport af varer mellem Skandinavien og Kina.

I slutningen af oktober planlægger SAS også at genstarte trafikken til Beijing forudsat at SAS opnår myndighedernes godkendelse.

SAS vil flyve Shanghai-ruten med den nye Airbus 350. Det moderne fly betyder, at SAS kan reducerer brændstofforbruget og flyve med op til 30 procent lavere CO2-emissioner end tidligere tilsvarende fly.

SAS flyver i øjeblikket til 75 destinationer og har op til 380 flyrejser om dagen. SAS følger markedsudviklingen hver uge og er parat til at øge trafikken, når rejserestriktioner ændres og efterspørgslen efter rejser øges.


SAS peger på, at da der stadig er usikkerhed om restriktioner, og der sker ændringer i rejsevejledninger, giver SAS rejsende mulighed for at veksle en planlagt rejse / billet til en SAS Travel Voucher op til 16 dage før afgang til alle internationale destinationer indtil 15. januar 2021.


SAS opfordrer sine kunder til at holde sig orienteret om myndighedernes råd og anbefalinger.