NYHEDER 11. FEB 2021 KL. 13:00

KTF Transmission: Regionale klimaaftaler fokuserer på grøn omstilling af busser og tog

Af: Mikael Hansen

Regionerne arbejder også med en bredere mobilitetsdagsorden, fremgik den af webinaret den 2. februar 2021 – det første af tre webinarer med fokus på grøn omstilling af de regionale buslinjer.


Seniorkonsulent Jakob Schiøtt Stenbæk Madsen, Danske Regioner, fortalte på webinaret den 2. februar om regionernes arbejde med og forhandlinger om regionale klimasamarbejdsaftaler, som indgås med Transportministeriet.

Indholdet i aftalerne er grøn omstilling generelt, og Jakob Madsen koncentrerede sig om emnerne indenfor området ”regional udvikling”, hvor regionale bustrafik og lokalbaner er langt den største aktivitet.

Jakob Madsen opfordrede til at lade sig inspirere af de plan- og dialogmetoder, som bruges i Norge, hvor man tilsyneladende kan nå meget langt med klimaplaner på den måde.

 

Merprisen for omstilling af busser og tog

Regionerne har som bekendt ikke deres egen økonomi, og der er ikke mulighed for at overflytte midler mellem de to regionale pengekasser: Sundhedsvæsen og Regional Udvikling.

Det betyder, at den grønne omstilling af f.eks. bustrafik og lokalbaner skal foretages indenfor det kendte budget.

-Danske Regioner er tidligt i processen nået til enighed om, at den grønne omstilling ikke må gå ud over trafiktilbuddet. Det skal ikke være passagererne, det går ud over, forklarede Jakob Madsen og fortsatte:

-Vi har derfor i Danske Regioner arbejdet med at beskrive merprisen ved overgang til klimavenlige drivmidler som HVO, biogas og el. Resultatet er merpriser mellem 3,5 procent for biogas op til 10-12 procent for elbusser.

-Vi lægger også meget vægt på, at kommende busudbud bør indeholde teknologneutrale klimakrav, hvor funktionskrav kan åbne for flere muligheder.

For elbusser er elafgiften på længere sigt fortsat uafklaret, ligesom der er usikkerhed om priserne for ladestationer.

Problemet for de regionale busruter er, at den mest klimavenlige teknologi – elbusser og brintdrift– endnu ikke er udviklet til lange kørselsstrækninger og lange vognløb. Dilemmaet er derfor, hvordan den grønne omstilling gribes an. Er det bedst at vente på den teknologiske udvikling, som går rigtig hurtigt i disse år, eller skal man slå til den for tiden bedst egnede teknologi? Valget står mellem CO2-neutralitet, som f.eks. HVO og Biogas kan tilbyde, eller emissionsfrihed, som el- og brintbusser byder på.

Danske Regioner har lagt sig på relativt konservative vurderinger af merprisen specielt for elbusser. Det betyder, at merprisen får en størrelse, so ikke kan negligeres, og som man seriøst må tage stilling til. I et sådant scenareie har man så til gengæld lov til at blive positivt overrasket.

Merprisen for CO2-neutral eller emissionsfri drift på regionernes lokalbaner har desuden vist sig at blive af betydelig størrelse.  Her må der dog formodes at være at lidt større forhandlingsrum, fordi lokalbanerne har deres egen statsfinansierede økonomi – administreret af regionerne.

 

Øvrige transportopgaver

Regionerne har også en række transportopgaver knyttet til sundhedssektoren. Også her skal den grønne omstilling slå igennem i bl.a. sygetransport, en række forskellige typer varetransport samt ambulancekørsel.

 

En bredere mobilitetsdagsorden

I alle regioner er der også formuleret bredere mobilitetsdagsordener, hvor bl.a. cykeltrafik, samkørsel, delebiler m.v. er inddraget

-Det er godt nok ikke regionerne, der anlægger og ejer cykelstierne, men vi mener alligevel, at cykeltrafikken har vigtige regionale aspekter, forklarer Jakob Madsen og fortsætter:

-Vi er også blevet enige med Transportministeriet om en bred undersøgelse af unges transportvaner, det har stor betydning for den kollektive trafik.

Danske Regioner anbefaler desuden, at de positive erfaringer fra de hidtidige buspuljer fastholdes og udvikles.

 

Webinaret den 2. februar havde 45 deltagere og kan genses på webadressen https://www.crowdcast.io/kollektivtrafikforum.



KTF Transmission Biofuel Bæredygtighed Energi og miljø Rutekørsel