NYHEDER 1. FEB 2018 KL. 17:00

Politisk flertal sender el-tog i udbud

Af: kollektivtrafik

Andreas Steenberg, der er transportordfører for Radikale i Folketinget skriver på twiter, at dagen i dag er en stor dag for den grønne omstilling og togdriften i Danmark. Han har på Radikales vegne indgået en aftale om at erstatte DSB’s IC3- og IC4-tog med 150 nye el-tog, som virker, er billigere i drift og forurener mindre


Planen er, at DSB’s IC3- og IC4-tog skal køres ud på et sidespor i løbet af 2020'erne og erstattes af eltog. Indkøbet af eltogene skal sendes i udbud med et krav om, at producenten også vedligeholde dem. - Vi skal have nye og pålidelige eltog, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) ifølge ritzau. Ministeren lægger vægt på, at IC4-skandalen ikke skal gentages. Derfor skal der købes el-tog af en type, som i forvejen kører på europæiske jernbanestrækninger. Når el-togene begynder at køre ind på skinnerne - en stor del af skinnenettet er elektrificeret, mens en stor del af det øvrige skinnenet bliver det i de kommende år - vil de problemfyldte IC4-tog, der er blevet bygget i Italien i begyndelsen af 2000-tallet og i dag fortrinsvis kører som regionaltog, blive kørt ud på et sidespor og sandsynligvis skrottet. IC3-togene, der er bygget i perioden fra 1989 til 1998 ventes udfaset med udgangen af 2027. Lidt om IC3: IC3-toget er et dieseldrevet togsæt, der består af tre vogne med mellem 140-177 siddepladser og en maksimalt tilladt hastighed på op til 180 km/t. Togene er bygget i 1989-98 af ABB Scandia i Randers i 153 eksemplarer, hvoraf 96 togsæt benyttes af DSB i intercity- og lyntogstrafikken. Hos DSB kan op til fem togsæt sammenkobles til en samlet længde på 292,5 meter og med i alt 720 siddepladser. Lidt om IC4: IC4-toget, der er DSB's nyeste lyntogs- og intercity-togsæt, er produceret af AnsaldoBreda i Italien. IC4-togene er dieseldrevet og består af fire vogne med i alt 204 siddepladser. Toget er bygget til en maksimalt tilladt hastighed på 200 km/t. Op til tre IC4-togsæt kan sammenkobles med i alt 612 siddepladser. Togsættene skulle have været leveret og sat i drift i perioden 2003-2006, hvor det var planen, at de skulle udgøre rygraden i trafikken mellem landsdelene. Men leveringsvanskeligheder og fejl betød, at de første IC4-tog først kom ud at køre i prøvedrift i 2007. DSB har fået leveret 82 togsæt, hvor ikke alle er kommet eller kommer ud at køre. Det er vurderingen, at 77 af togsættene kan være i drift i 2019. Interesserede kan se aftaleteksten her: