NYHEDER 13. DEC 2022 KL. 20:17

Oddesundbroen er blevet fremtidssikret

Af: kollektivtrafik

Den 84-årige Oddesundbro, der fører vej og jernbane over Oddesund mellem Thyholm med det jyske fastland, er blevet opgraderet med nye spor, som sikrer togdriften mange år frem


Siden maj har Banedanmark skiftet det udtjente jernbanespor ud med et helt nyt spor hen over broen, som skal holde driften kørende de næste 50 år.

Opgraderingen sker i forbindelse med et omfattende fornyelses- og vedligeholdelsesprojekt på Oddesundbroen. Projektet blev forsinket, da der har været udfordringer med at skaffe de rigtige komponenter på grund af problemer med de globale forsyningslinjer.

- Vi er glade for, at der igen kan køre tog over Oddesundbroen, og at vi nu har en forbindelse, der kan fungere i mange år frem, siger Hanne Egeris Svendsen, der er projektchef i Banedanmark.

Forsinkelserne på projektet skyldes, at en række komponenter har været massivt forsinket, blandt andet på grund af krigen i Ukraine, som har gjort det vanskeligt at få leveret jern- og stålkomponenter.

- Derfor var vi nødt til at forlænge sporarbejdet, og det synes vi også var ærgerligt, men desværre nødvendigt, siger hun videre.

I forbindelse med sporfornyelsen har Banedanmark malet brokonstruktionen under sporet. Herudover er broklappen og de to første buefag blevet afrenset og vedligeholdt gennem de seneste år.

Togene kører igen
Mens arbejdet med at forny og vedligeholde jernbanesporet på Oddesundbroen stod på, indsatte Arriva togbusser på Thybanen. Nu, hvor Banedanmark har åbnet det nye spor, kører der igen tog mellem det jyske fastland og Thyholm.

- Vi er rigtig glade for, at det igen er muligt for Arrivas passagerer på Thybanen at tage den direkte togforbindelse mellem Thy og fastlandet, siger Therese Christensen, der er kommerciel chef i Arriva.


Fakta om broen over Oddesund:



Tog og jernbaner