NYHEDER 10. JUL 2025 KL. 10:43

De første batteritog må køre på danske skinner

Af: kollektivtrafik

De første batteritog må køre på danske skinner
Billedet viser, hvordan batteritogene vil se ud med deres endelige bemaling. (Illustration: RailcolorOntrack)

Om få dage kan passagerer på Lemvigbanen mellem Vemb og Thyborøn for første gang tage turen i et batteritog. Trafikstyrelsen har sagt god for, at Midtjyske Jernbaners to første togsæt fra Siemens Mobility A/S lever op til sikkerhedskravene. Dermed bliver der skrevet et nyt elektrisk kapitel i transporthistorien og togdriften i Danmark


Første afgang med et at de to batterielektriske tog fra Siemens Mobility A/S er mandag 14. juli.
 
- Det er spændende at skulle godkende en helt ny type tog i Danmark, fordi de teknisk er anderledes end dieseltogene og hidtil kun har været i drift i Tyskland. Alligevel er vi kommet godt i mål, og vi har haft et godt samarbejde om at få de nye tog godkendt, siger kontorchef i Trafikstyrelsen, Laura Meyer Harrison.
 
Et stort potentiale
Transportminister Thomas Danielsen (V) glæder sig over, at batteritogene nu kommer på skinner.
 
- Midtjyske Jernbaner har igen vist, at de er på forkant med udviklingen. De har i tæt samarbejde med Trafikstyrelsen sikret, at landets første batteritog nu snart kommer på skinnerne i Vestjylland, og det kan alle parter være stolte af, siger Thomas Danielsen, der stammer fra det vestjyske.
     
Hos Midtjyske Jernbaner ser direktør Martha Vrist et stort potentiale i batteritogene.
 
- Vi er stolte over at være den første jernbanevirksomhed i Danmark, der kan sætte moderne batteritog på skinnerne. Vi er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale i batteritog, og det er et potentiale, vi meget gerne vil være med til at forløse, siger hun.
 
Når de store ladeanlæg ved Lemvig, Holstebro og Skjern efter planen er klar i løbet af efteråret, vil Midtjyske Jernbaner indfase alle syv batteritog i driften og samtidig udfase de gamle dieseltog.
 
 
Lokaltog på Sjælland er også i gang med at få batteri-tog på skinner.
 
 
Om Midtjyske Jernbaners nye batteritog:
 
 

 



Energi og miljø Tog og jernbaner