NYHEDER 9. OKT 2025 KL. 13:18

Elever i Herning viser vejen til grønnere transportvaner

Af: kollektivtrafik

Elever i Herning viser vejen til grønnere transportvaner
4. b på Lundgårdskolen har vundet pointjagten ved at gå, cykle eller tage bus i skole. (Foto: Midttrafik)

Elever i 4. b fra Lundgårdskolen i Herning har for andet år i træk vundet pointjagten i "På Egne Ben" ved at gå, cykle eller tage bussen i skole, fremfor at blive kørt. Eleverne har på fem uger tilbagelagt 958 kilometer og vinder dermed årets udgave af mobilitetskampagnen På Egne Ben


Mobilitetskampagnen "På Egne Ben" skal motivere elever i 4.-6. klasse til at transportere sig mere selvstændigt og bæredygtigt til og fra skole. Gåture, cykelture og kollektiv trafik giver point, mens forældrekørsel hele vejen til skole giver nul point.

4. b løb med førstepladsen i den pointjagt, hvor 53 klasser fra otte skoler i Region Midtjylland og Aalborg Kommune deltog. I alt har eleverne transporteret sig 37.201 kilometer bæredygtigt med gang, cykling og bus.

- På Lundgårdskolen er vi så glade for, at det var 4.B, der løb med sejren i år i På Egne Ben. Det er en dejlig og aktiv klasse, der fra første dag har været klar til at komme i skole ved egen hjælp, så det er helt fantastisk, at de har vundet i år. Men jeg er personligt endnu mere stolt over, at samtlige klasser på Lundgårdskolens mellemtrin er gået så ambitiøst til opgaven med selv at komme i skole, siger viceskoleleder Kim Toft.

- Det at kunne transportere sig selv giver en følelse af selvstændighed for vores elever, og har åbenlyse sundhedsfordele. Samtidig tror vi som skole på, at det at skabe gode og grønne vaner hos eleverne har langsigtede effekt til gavn for både eleverne og miljøet, siger han videre.

Kampagne tager fat i aktuelle problemstillinger
Trængsel ved skolerne, stillesiddende børn og usikre skoleveje var baggrunden for, at det svenske trafikselskab Västtrafik udviklede På Egna Ben-kampagnen i 2021.

Midttrafik afprøver en dansk version af På Egne Ben-kampagnen på danske skoler i samarbejde med Region Midtjylland og Aalborg Kommune som et led i det fælles EU-projekt MOVE.

- Vi kan jo sagtens genkende scenariet med, at mange børn bliver kørt i skole og til mange andre ting. Det har blandt andet den konsekvens, at børn ikke bliver præsenteret for den kollektive trafik. Derfor blev vi meget begejstret, da vi hørte om På Egna Ben, siger Lars Berg, der er direktør hos Midttrafik.

- Skolebørn er en vigtig målgruppe for Midttrafik og i regi af MOVE-projektet har vi mulighed for at teste nye tiltag af. Det er vores ønske, at fremtidens børn får et mere nuanceret forhold til deres transport, så de ikke vælger bilen på autopilot, men i stedet overvejer andre muligheder som cykel og kollektiv trafik, påpeger han.

Evaluering med henblik på udbredelse til flere skoler
Det er foreløbigt sidste gang, at På Egne Ben bliver afholdt på danske skoler, da EU-projektet MOVE slutter i sommeren 2026.

På Egne Ben er den eneste mobilitetskampagne i Danmark, hvor eleverne kan deltage uanset, om de går, cykler eller tager bus i skole. Den blev gennemført første gang i 2024, hvor seks skoler deltog. Den efterfølgende evaluering viste, at der var mindre forældrekørsel under og umiddelbart efter kampagnen. Evalueringen viste desuden, at kampagnen havde styrket det sociale fællesskab i klassen og øget elevernes bevidsthed om bæredygtig og aktiv transport.

Parterne bag På Egne Ben - Region Midtjylland, Aalborg Kommune og Midttrafik - gennemfører en grundig evaluering af 2025-kampagnen blandt forældre, elever og lærere med henblik på at videreføre kampagnen og udbrede den til skoler i hele Danmark.


Lidt om kampagnen "På Egne Ben":


Interesserede kan se mere www.paaegneben.dk - klik her:

 



Energi og miljø Mobilitet