NYHEDER 10. OKT 2025 KL. 14:09

Region Hovedstaden sikrer flyrute mellem København og Rønne med ny aftale

Af: kollektivtrafik

​Flyselskabet DAT kommer fra december 2025 fortsat til at stå for at flyve patienter og personale til og fra Bornholm. Det er resultat af forhandlinger mellem ​Region Hovedstaden og DAT om flyruten, der forbinder Bornholm med Sjælland. Med aftalen vil der fortsat være en stabil flydrift til og fra Bornholm


Det glæder Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V), der er medlemmer af forretningsudvalget i Region Hovedstaden og medlemmer af Sundhedsklynge Bornholm.

- Vi kommer til at bruge 10 millioner kroner mere på flyruten årligt, som følge af den nye aftale. Vi investerer i ruten, fordi det er alfa og omega for patienterne, at de kan blive fløjet fra øen og få behandling på Sjælland, når det er nødvendigt. Det er afgørende for at sikre lighed i sundhedsbehandling for patienter på Bornholm, siger Leila Lindén.

Carsten Scheibye fremhæver, at politikerne i Region Hovedstaden er med til at sikre sammenhængskraften i den danske infrastruktur.

- Flyruten giver mulighed for hurtigt og nemt at rejse til og fra øen og bliver benyttet af både patienter, sundhedspersonale, turister, bornholmere og offentlige myndigheder. Flyforbindelsen er en vigtig livsnerve på øen, som vi styrker og opretholder med denne aftale, siger han.

Direktøren på Bornholms Hospital, Annemarie Hellebæk, peger på, at aftalen understøtter hospitalets drift.

- Det er også meget vigtigt for vores hospital, at personale let kan komme til Bornholm. Læger, der er specialiseret i for eksempel kirurgi, hjerne- og nervesygdomme eller kræftbehandling, flyver ugentligt til Bornholms Hospital for at udrede og behandle patienter. Derfor er jeg glad for, at det fortsat bliver muligt for tilrejsende personale at møde ind dagligt på hospitalet, siger hun.

Kommerciel direktør i DAT Robert Rungholm fortæller, at flyselskabet ser meget frem til fortsat at skulle transportere patienter og hospitalets personale mellem København og Bornholm.

- Aftalen bidrager til fastholdelsen af en stabil, bekvem og hurtig forbindelse til hovedstaden, og det er vi rigtig glade for. Som noget helt nyt kommer vi til at indgå i beredskabsarbejdet på Bornholms Hospital. Det er vi stolte af, og vi er klar, også hvis det i en akut beredskabssituation bliver nødvendigt at flyve patienter eller personale til og fra Bornholm. Dermed fortsætter vi med at sikre kritisk infrastruktur for det bornholmske samfund, siger han.

Ny ruteplan stiller større krav til planlægning
​Fra december vil der med aftalen være fem tur-retur-flyvninger mellem Bornholms Lufthavn og Københavns Lufthavn i hverdagene. I dag er der seks tur-retur-flyvninger i hverdagene.

Derudover bliver antallet af afgange også reduceret i weekenden på grund af markante prisstigninger.

- Selvfølgelig ærgrer det mig, at der bliver to afgange færre end tidligere som konsekvens af høje billetpriser. Men det er samtidig vigtigt at sige, at vi fortsat kommer til at have en stabil flyforbindelse, og at vi investerer i ruten ved at bruge 10 millioner kroner mere på flyruten årligt. Flyets ankomsttider til Rønne er desuden tilpasset, så afgangene på hverdage passer med personalets mødetider på hospitalet, siger Leila Lindén.

Fra december i år vil afgangen fra Bornholms Lufthavn klokken 07.00 være fjernet, fordi der fremover vil være et enkelt fly, der betjener ruten, i stedet for to. Flyet flyver fra Rønne klokken 06.15 og lander i København klokken 06.55. Dermed er det ikke muligt for flyet at nå at være tilbage igen i Rønne kl. 07.00.

Fra december skal patienter på Bornholm derfor enten tage afgangen klokken 06.15 eller klokken 08.45.

Regionen havde oprindeligt flyruten i udbud. Der blev imidlertid efter udbuddet konstateret fejl i udbudsmaterialet, og regionen valgte at gå i forhandling med DAT. Virksomheden var den eneste, der bød på flyruten.


​Fakta om ruten mellem Rønne og København:



Mobilitet