Af: kollektivtrafik

Plusbus-projektet i Aalborg har vundet Byplanprisen 2025. Plusbussen startede som en plan B, da den daværende regering afviste at støtte Aalborg Kommunes planer om at anlægge en letbane. Plan B med busser i eget sport på en stor del af ruten er efterfølgende blevet en succes. Hos Aalborg Kommune peger man på, at projektet er et eksempel på, at mobilitet kan være en drivkraft for at udvikle hele byområder
Samlet set var 19 projekter indstillet til Byplanprisen, som gennem 30 år er blevet uddelt af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium som en hyldest til dem, der viser, hvordan planlægning skaber liv og kvalitet i byerne. I år var det Aalborg Kommune og Plusbus-projektet, der kørte med prisen.
Aalborgs Plusbus binder byen sammen og fremhæves som et eksempel på strategisk byplanlægning, der virker. Dansk Byplanlaboratorium skriver blandt andet:
"Med Plusbus har Aalborg fået Danmarks første BRT-løsning (Bus Rapid Transit). Projektet er udviklet af Aalborg Kommune som en strategisk satsning på samspillet mellem mere bæredygtig mobilitet og byudvikling. Strækningen på 12 kilometer følger en rute, som siden 2011 har dannet rammen for byens udvikling og forbinder boligområder med hospital, uddannelsesinstitutioner og erhverv"
Plusbussen kom til verden som en Plan B efter, at en letbane i Aalborg var blevet pillet af finansloven. Plusbussen, der med 25 meter lange busser servicerer en 12 kilometer strækning fra Vestbyen til Universitetsområdet i det østlige Aalborg, har levet op til samme mål som letbaneplanerne - at transportere mange passagerer hurtigt fra et sted til et andet. Fredag 28. februar satte Plusbusserne i Aalborg foreløbig passagerrekord med 16.271 rejsende på en dag.
Siden 1. september har der ca. været mellem 14.000 og 15.500 daglige passagerer på hverdage, mens uge-rekorden ligger på omkring 85.000 passagerer.
Flotte byrum
- Vi er rigtig stolte over Plusbussens succes, for den har ikke blot givet et løft til den kollektive trafik i Aalborg til glæde for passagererne, men med sin succes skaber den også plads til andre mobilitetsformer, herunder bilerne, der er en forudsætning for mange borgeres liv og virke. Samtidig har Plusbus-projektet medført skabelse af en række nye flotte byrum og pladser, hvor man får lyst til at tage ophold for at nyde de indbydende rammer, og desuden gør de mange passagerer Plusbussen økonomisk bæredygtig, sagde rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V) tilbage i oktober.
Projektet er udviklet af Aalborg Kommune og er en strategisk satsning på samspillet mellem mere bæredygtig mobilitet og byudvikling. Projektet kostede 570 millioner kroner i anlæg, hvor kommunen, staten og regionen betalte henholdsvis 305 millioner kroner, 250 millioner kroner og 15 millioner kroner. Plusbussen har med 22 stationer tiltrukket så mange passagerer, at den har en selvfinansieringsgrad på 95 procent. Det vil sige, at driften stort set tjener sig selv hjem via billetindtægterne.
De el-drevne Plusbusser, der hver har plads til 153 passagerer, betyder også et bedre bymiljø.
Farvel til støj
- Jeg er enormt stolt over prisen, for den anerkender, at Plusbussen er en kæmpestor succes, som har gjort Aalborg langt mere grønt kørende. Den 25 meter lange bus giver langt bedre plads til passagerer, der ønsker at medbringe cykler, barnevogne, rollatorer og kørestole, og det gør den endnu mere tilgængelig for alle, sagde Aalborgs borgmester borgmester Lasse Frimand Jensen (S) i oktober og fortsatte:
- Den binder byen sammen på smuk bæredygtig vis fra øst til vest, og det er til glæde for både borgere, besøgende, erhvervsliv og vækst langs ruten. Når Plusbussen kører, forurener den ikke, og den støjer ikke. Det bidrager til et sundere bymiljø for borgerne, og det betyder mindre trængsel på vejene. Plusbussen har simpelthen været et kæmpestort stort plus for vores kollektive trafik.
Hos Aalborg Kommune fremhæver man også, at Plusbus har været med til at fjerne en hovedpine for den kollektive trafik. For år tilbage manglede der konstant kapacitet i bybusserne, når et stort antal passagerer skulle fragtes fra den centrale del af Aalborg til universitetsområdet i myldretiden. I dag kører Plusbusserne med 7,5 minutters interval morgen og eftermiddag, ligesom der er separate busbaner, så busserne ikke holder i kø på en stor del af ruten. Det har alt sammen været med til give en bedre betjening.
Det er besluttet at købe yderligere to Plusbusser, så man er oppe på 15 aktive busser, der er i drift efter sommerferien 2026. Med købet af yderligere to 25 meter lage Plusbusser med to led, er den kollektive transport i Aalborg klar, når behovet for offentlig transport til Hospitalsbyen i Aalborg Øst stiger i takt med, at det nye sygehus bliver taget i brug i fuldt omfang.
Aalborg Kommune har tre gange tidligere vundet byplanprisen. Det var i 2006, 2016 og 2019 for henholdsvis de bevarende lokalplaner "Hasseris - bevar mig vel", udviklingen af havnefronten og omdannelsen af Tornhøj/Kildeparken i Aalborg Øst. I 2019 delte Aalborg Kommune hæderen med Himmerland Boligforening for den vellykkede omdannelse.
Interesserede kan læse mere om Byplanprisen 2025 og årets nominerede her: