NYHEDER 19. OKT 2026 KL. 09:38

Jernbanen mellem Svendborg og Odense har fået sit digitale signalsystem

Af: kollektivtrafik

Mandag kunne Banedanmark sætte lyset på grønt for det nye digitale signalsystem, der skal styre togdriften på banen mellem Svendborg og Odense. Systemet erstatter gamle udtjente anlæg og vil ifølge Banedanmark på sigt give passagererne færre forsinkelser og en mere stabil togtrafik


- Det er en god dag for passagererne på Svendborgbanen. Det nye signalsystem bliver på sigt en gevinst for passagererne, som vil opleve færre forsinkelser på grund af signalfejl, siger områdechef i Banedanmark, Mads Søndergaard Petersen.
 
- De gamle analoge signaler og anlæg var nedslidte og udgjorde den største enkeltstående årsag til forsinkelser på strækningen. Det nye moderne system gør, at trafikken kan afvikles mere effektivt og med endnu større sikkerhed, han videre.
 
Det grønne lys for det nye signalsystem markerer afslutningen på et langt og komplekst projekt. I løbet af de seneste to år er der blevet udført mange installationer langs Svendborgbanen. Og inden systemet kunne tages i brug, var togtrafikken på Svendborgbanen indstillet og erstattet af togbusser, så det sidste nødvendige udstyr kunne blevet installeret i sporet. 
 
Opgraderingen betyder, at de gamle signaler, som står langs jernbanen, nu bliver slukket, og i stedet rykker kommunikationen med lokomotivføreren ind på en skærm i førerrummet i toget. Samtidig kommunikerer tog og Banedanmarks centrale trafikstyring konstant sammen med det nye signalsystem, så togdriften hele tiden følges med stor præcision. Det giver ifølge Banerdanmark en mere effektiv trafikstyring og færre forsinkelser.
 
Frem mod 2023 udruller Banedanmark det nye signalsystem på sine strækninger frem mod 2033. Siden 2018 er systemet blevet udrullet på flere strækninger på Sjælland og i Jylland, mens Svendborgbanen er den første digitaliserede strækning på Fyn. Banedanmark peger på, at erfaringer fra tidligere udrulninger af det nye signalsystem viser, at der vil være en periode, efter systemet er taget i brug, hvor nogle forhold skal rettes til, før systemet kører helt stabilt. Næsten alle strækninger i Jylland er udrustet med det nye system, og Banedanmark fremhæver, at driftsstabiliteten generelt er høj. 
 
- I starten kan der opstå situationer, hvor vi håber, at passagerne vil være tålmodige. Vi ved af erfaring, at der kan være udfordringer i begyndelsen, når vi tager et så komplekst system i brug, men vi er sammen med leverandøren klar med ekstra mandskab til at rette op, hvis det skulle ske, siger Mads Søndergaard Petersen.
 
I forbindelse med udrulningen af Signalprogrammet moderniserer Banedanmark også alle overkørsler. På Svendborgbanen har Banedanmark i den seneste måned opgraderet fem overkørsler fra halv- til helbomme og moderniseret yderligere 25 overkørsler. 
 
 
Fakta om det nye digitale signalsystem:


Tog og jernbaner