NYHEDER 13. NOV 2026 KL. 16:51

DSB: Punktligheden for for fjern- og regionaltog er utilfredsstillende

Af: kollektivtrafik

Togdriften for DSB's fjern- og regionaltog har været udfordret i 2026. Kundepunktligheden har i årets første ni måneder været utilfredsstillende lav og ligget på 63,7 procent målt på, hvor mange der kommer frem med mindre end tre minutters forsinkelse. DSB peger i den forbindelse på, at mere end 85 ud af 100 passagerer i fjern- og regionaltog kommet frem med mindre end 10 minutters forsinkelse


For at forbedre driften og kundepunktligheden har DSB sat en række initiativer i gang. Punktligheden er fra andet til tredie kvartal steget fra 58,6 procent til 65,3 procent. Initiativerne har bidraget til forbedringen af punktligheden, men arbejdet fortsætter, da niveauet stadig er utilfredsstillende.

DSB forklarer, at Banedanmark i år har fundet ekstraordinært mange fejl på skinner og sporskifter, som af sikkerhedsmæssige årsager har resulteret i hastighedsnedsættelser. Det presser kundepunktligheden og svækker køreplanernes robusthed. Særligt fejl på strækningen København - Ringsted via Køge Nord medfører længere rejsetider og gør togtrafikken mere sårbar over for driftsforstyrrelser.

DSB har haft et fald i antal rejser med fjern- og regionaltog på tre procent i årets første ni måneder sammenholdt med samme periode sidste år.

S-tog på sporet mod kontraktmål
Kundepunktligheden for DSB's S-tog har i årets første ni måneder ligget på 92,3 procent og dermed lige under kontraktmålet på 92,4 procent. Her forventer DSB at nå målet for hele året.

DSB's S-tog har i år haft færre passagerer end i samme periode sidste år - blandt andet på grund af sporarbejder på Nordbanen. Det arbejdet er afsluttet og udviklingen vendt, hvilket viser sig i en stigning på 5 procent i antal rejser i forhold til sidste år.

Stærkere beredskab skal hjælpe
DSB er i gang med at styrke beredskabet ved større driftsforstyrrelser. Målet er at give passagerne en bedre oplevelse ved større hændelser og forsinkelser under sporarbejder. Der arbejdes blandt andet med initiativer som hurtigere hjælp på stationerne, en live blog med rejseoverblik og råd samt tidligere indsættelse af togbusser.

En tværgående taskforce arbejder på at forbedre håndteringen og sikre en mere ensartet indsats i hele DSB.

DSB peger videre på, at selskabet også fokuserer på at forbedre punktligheden generelt - blandet andet gennem tæt opfølgning på seks daglige lyntogsafgange mellem landsdelene. De er valgt, fordi togene har mange passagerer, og fordi forsinkelser og aflysninger i første halvår påvirkede omkring 375.000 rejsende. DSB følger dagligt op på, om togene bliver klargjort og afgår til tiden, og sammenholder erfaringer og løsninger med den faktiske togdrift.

DSB inddrager også Banedanmark, når der er behov for det. DSB planlægger at udvide indsatsen til flere afgange med mange rejsende.

Interesserede kan læse DSB's rappport for årets tredie kvartal her:



Tog og jernbaner