NYHEDER 3. SEP 2018 KL. 11:06

DSB sætter indkøb af nye togvogne i udbud

Af: kollektivtrafik

Udbudsmateriale til indkøb af nye togvogne er blevet offentliggjort. Dermed er DSB et skridt nærmere en afgørelse om, hvem der skal producere de nye togvogne, der efter planen skal være klar til at køre på skinnerne i 2022


Vinderen af udbuddet kan se frem til at skulle producere 40-56 vogne til en samlet pris på 1,2 milliarder kroner. I udbudskontrakten fremgår det også, at DSB selv skal stå for vedligehold af de nye vogne

- Det er endnu et væsentligt skridt i fornyelsen af DSB’s togflåde. Med udbuddet føjer vi togvogne til rækken af initiativer til gavn for vores kunder, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.

- Det er vores forventning, at vi i slutningen af 2019 kan skrive kontrakt med vinderen af udbuddet med henblik på at få vognene leveret i løbet af 2022. Men er det muligt at få vognene tidligere, vil vi naturligvis arbejde for det, siger han videre.