NYHEDER 21. JAN 2019 KL. 07:00

Besparelser hos Midttrafik får Syddjurs Kommune til at overtage enkelte busruter

Af: kollektivtrafik

Region Midtjylland har besluttet at gennemføre en besparelse på ca. 55 millioner kroner på de regionale ruter over hele regionen. Det kommer til at betyde en række ændringer for kollektiv trafik i Syddjurs Kommune


For at sikre den bedst mulige kollektive trafik har Syddjurs Kommune udarbejdet en plan sammen med Region Midt og Norddjurs Kommune. Ideen bag den fælles plan, som træder i kraft i en række faser, er at skabe sikkerhed og gennemsigtighed om pendlerbussernes drift helt frem til slutningen af 2019.

Første fase - frem til 29. juni 2019:

Drift som normalt
Alle eksisterende ruter kører med samme serviceniveau frem til 29. juni i år, hvor de første ændringer træder i kraft.

Anden fase - fra 29. juni 2019 - 29. juni 2020

Justeringer på 221 (Randers - Volvum - Horslet) og 351 (Grenaa - Ebeltoft)
Rute 351 bliver i fremtiden betjent med to dobbelte ture om morgenen og eftermiddagen. Rute 221 bliver betjent med en dobbelttur om morgenen og to dobbeltture om eftermiddagen.

Ruterne  120 (Aarhus - Rønde - Kolind - Grenaa) og 121 (Aarhus - (Skødstrup - Løgten) - Rønde - Ryomgård) fortsætter som lokale ruter finansieret af Syddjurs Kommune. Det endelige betjeningsniveau på de to ruter er ikke endeligt afklaret.

Tredie fase - fra 29. juni 2020

Fuld tilpasning af serviceniveau

Den endelige tilpasning kendes ikke i detaljer. Der vil være en tilpasning at ruter, sådan at ruter med mange rejsende vil få flere afgange, og dem med få vil få færre.
Frem mod juni 2020 vil der blive udarbejdet en samlet trafikplan for Djursland, som vil blive sendt i offentlig høring. Trafikplanen vil danne grundlag for det kommende betjeningsniveau på busdrift. I forbindelse med trafikplanen vil der også blive arbejdet med at sikre et betjeningsniveau på Letbanen som indebærer kvartersdrift til Hornslet og halvtimesdrift til Grenaa.

Ændring af takst for Flextur i Norddjurs Kommune
Norddjurs Kommune har pr. 1. januar 2019, besluttet at hæve taksten for egenbetaling på Flextur fra 4 kroner pr. km til 7 kroner pr. km. Det betyder, at taksten for en Flextur, der krydser kommunegrænsen, vil være 7 kroner pr. km. Dette gælder uanset om der køres til eller fra Syddjurs/Norddjurs kommune. Ture der internt afvikles i Syddjurs Kommune fortsætter med samme takst som hidtil - 4 kr/km.

Nyt tilbud med Flextur Ung - forventeligt fra efteråret 2019
Flextur Ung er et nyt tilbud, hvor unge med et uddannelseskort kan køre gratis flexkørsel indenfor kommunens grænser. Inden ordningen træder i kraft, vil Syddjurs Kommune fastlægge retningslinjer i samarbejde med Midttrafik og betingelser for brug af Flextur Ung. Blandt andet om der skal være geografiske afgræsninger, antal ture der må køres, eventuel ledsagerabat osv. Det forventes, at Flextur Ung indarbejdes efter sommerferien i år.


Interesserede kan læse mere om, hvad besparelserne hos Midttrafik betyder for en række busruter her: