NYHEDER 24. JAN 2019 KL. 05:00

Debat: Fremtiden kommer – men følger mine passagerrettigheder med?

Af: Laura Kirch Kirkegaard, afdelingsleder, Passagerpulsen

Fremtiden kommer – men følger mine passagerrettigheder med?
Laura Kirch Kirkegaard. Foto: Passagerpulsen

Tre venner skal fra Flintholm til Nørreport, hvor de skal nå toget videre til et vigtigt arrangement i Humlebæk. De køber den samme billet, hvorefter den ene tager bussen, den anden tager S-tog og den tredje tager metroen til Nørreport.


Bussen bliver fanget i en trafikprop, S-toget bliver forsinket på grund af signalfejl og metroen kommer for sent, fordi der er problemer med en dør, der ikke vil lukke. Alle tre venner kommer 10 minutter for sent til deres regionaltog og må vente på det næste, som går 1 time senere.

Én af vennerne har krav på kompensation, nemlig hende i S-toget. De to andre har ikke, for rejsetidsgarantien ikke gælder på tværs af selskaberne, selvom billetten gør. Allerede i dag er passagererne dårligt stillet, når de kombinerer flere forskellige måder at transportere sig på.

I fremtiden kommer vi til at få endnu flere muligheder for at komme rundt; delecykler, delebiler, samkørsel, letbane, selvkørende biler. Det giver os flere muligheder, så vi forhåbentlig kan komme hurtigere og nemmere frem. Både i Nordjylland og i Hovedstadsområdet er MinRejseplan lanceret, hvor jeg kan kombinere f.eks. tog og taxi, og snart kommer indenrigsflyene med. Og det stopper ikke her. Nye løsninger er på vej, hvor vi kan købe billet til hele rejsen samme sted, og på nogle platforme er det muligt at købe mobilitet ’on demand’ på tværs af selskaber og transportformer. Men hvad sker der med vores rettigheder?

Hvis den GoMore, som skulle køre mig til Lufthavnen slet ikke dukker op, hvem står så klar til at hjælpe mig videre? Hvis bycyklen punkterer på vej til stationen, og jeg derfor misser mit tog, kan jeg så få kompensation? Allerede i dag kan det være svært at gennemskue, hvornår jeg må tage en taxa, når bussen er forsinket. Er det når skærmen viser, at den er 20 minutter forsinket? Eller er det først, når jeg har stået ved busstoppestedet i 20 minutter? Den udfordring har Midttrafik forsøgt at løse ved, at passagererne kan ringe ind til kundeservice for at få besked, om hvornår de må tage en taxa. Et rigtig godt skridt, som andre forhåbentlig vil lade sig inspirere af.

Men endnu mere kan løses, hvis vi sikrer, at der er gode, klare, tværgående passagerrettigheder, også – og måske især - når fremtidens kollektive transport bliver mere kompleks. 

Fra et passagersynspunkt er det ikke logisk, at tre venner, der rejser på samme billet, er forskelligt stillet, fordi de har brugt billetten til forskellige transportmidler. Hvis kollektiv transport skal være attraktivt, så skal det være simpelt, trygt og effektivt.

Fælles passagerrettigheder giver netop den tryghed, der er brug for, så vi tør vælge rejser på tværs af transportformer, og kan slappe af i vished om, at vi ikke bliver ladt i stikken hvis en forbindelse svigter.  Derfor håber vi, at politikere og selskaber i Danmark vil tage ansvaret på sig og skabe nogle klare og rimelige rettigheder på tværs, så vi passagerer ved, hvilken hjælp og erstatning vi har krav på, når vi køber en rejse.

I det lys er det et positivt første skridt, at Transportministeren i sit udspil ’Nemmere kollektiv trafik’ lægger op til at samle landets trafikselskaber for at lave fælles, grundlæggende regler for buspassagerer. Men vi er nødt til også at tænke rettigheder på tværs af flere transportformer, hvis vi skal opbygge tillid og tilfredshed med fremtidens kollektive, multimodale transportsystem og skabe sunde konkurrencevilkår i branchen.

Vi mener, at en fælles rejsetidsgaranti på tværs af bus, tog og metro kunne være et godt sted at starte. Det har man taget et skridt til i Nordjyllands Trafikselskab, hvor selskabet er ansvarlig for alle lokaltog og busser nord for Limfjorden. Der har man nemlig valgt, at rejsetidsgaranti gælder på tværs af lokaltog og busser. Det betyder, at hvis din bus bliver forsinket, så du skal vente 20 minutter på næste tog, så får du en kompensation. Det, mener vi, er et eksempel andre selskaber bør følge.

Vi ved, at lovgivning på EU-niveau spiller en vigtig rolle i at sikre passagernes rettigheder, men det bør ikke betyde, at vi i Danmark venter på EU. I 00’erne gik Danmark foran, da det gjaldt om indførelsen af rejsegaranti og rejsetidsgaranti. Både på bus- og togområdet indførte vi rettigheder om kompensation eller erstatningskørsel, der var stærkere, end dem EU forpligter os til. På samme måde skal vi tage teten nu.

Vi skal være foregangsland, når det gælder gode passagerrettigheder, der gør det trygt, let og attraktivt at bruge den nye, fagre transportvirkelighed.