NYHEDER 10. APR 2019 KL. 14:00

Metroselskabet Større overskud og flere passagerer end ventet i 2018

Af: Metroselskabet

Større overskud og flere passagerer end ventet i 2018
Foto: Metorselskabet

Med et overskud på knap 300 mio. kr. og knap 65 mio. passagerer blev 2018 et godt år for Metroselskabet. Både årets økonomiske resultat samt passagerstigningen på to procent i forhold til 2017 er bedre end forventet. Med 1,2 mio. ekstra passagerer driver metroen en positiv vækst inden for kollektiv transport.



”Gennem 2018 er antallet af metropassagerer fortsat med at vokse. Det er glædeligt, at så mange vælger at bruge metroen. Ikke mindst, når man kan se, at den øvrige kollektive transport er udfordret af faldende passagertal. Den vækst er værd at notere sig, også set i lyset af, at det er lykkedes at skabe denne passagervækst i metroen uden offentligt driftstilskud”, udtaler Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand i Metroselskabet.

For at øge kapaciteten arbejdes der blandt andet med ny sædeopsætning i metroens tog, hyppigere afgange i myldretiden og kampagner, som skal hjælpe metroens passagerer til en mere hensigtsmæssig adfærd, så den høje driftsstabilitet kan opretholdes, og der skabes plads til de mange nye passagerer.

”De mange passagerer har æren for det stærke resultat på bundlinjen, og vi glæder os til at give dem mere metro og mere plads i løbet af i år. Derfor har vi i 2018 sat gang i en række kapacitetsforbedrende tiltag, der skal skabe plads til flere passagerer i fremtiden, så vi opretholder en god service”, siger Jørn Neergaard Larsen.

I 2018 lykkedes det for tredje år i træk metroens operatør at opretholde en driftsstabilitet på 99,2 procent. Niveauet er markant – også i international målestok – og det er vel at mærke opnået i løbet af et år, hvor metroen har transporteret 1,2 mio. flere passagerer end året før.
99,2 procent af de planlagte afgange er afviklet til tiden. På et almindeligt døgn i 2018 var der 13.567 planlagte afgange.



Ny metrolinje åbner i år

Ud over fokus på at forbedre forholdene for passagererne på de eksisterende metrolinjer M1 og M2 er der skarpt fokus fra Metroselskabet, dets ejerkreds og offentligheden på den ventede åbning af Cityringen.

Efter 8 år, hvor metrobyggeriet har fyldt meget i hovedstaden, ses der frem til at kunne åbne den nye metrolinje M3. Fremdriften på metrobyggeriet var tilfredsstillende i 2018, og der arbejdes fortsat på at åbne Cityringen til sommer.

Også den kommende M4 skrider planmæssigt fremad, og Nordhavnslinjen ventes fortsat at åbne i begyndelsen af 2020. Endelig bød 2018 også på første spadestik på den sydlige del af M4 – linjen til Sydhavn.

”I 2018 har der været fuldt fokus på vores anlægsaktiviteter i den afsluttende fase, og med den forventede åbning af Cityringen til sommer er det naturligt, at særligt dette projekt tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mod udgangen af 2018 var der en tilfredsstillende fremdrift på byggeriet af Cityringen, og i efteråret passerede byggeriet en afgørende milepæl. Vi følger projektet tæt, og vi vil løbende orienterer vores ejere og offentlighed om fremdriften på Cityringen og vores øvrige anlægsprojekter,” siger Jørn Neergaard Larsen.



Året i tal


Læs Metroselskabets årsrapport 2018