NYHEDER 27. MAJ 2019 KL. 14:36

S og V diskuterede transport hos Arriva i Aalborg

Af: kollektivtrafik

S og V diskuterede transport hos Arriva i Aalborg
Formanden for NT, Nuuradiin S. Hussein (S), Rasmus Prehn (S) og Kartsen Lauritzen (V) var til valgdebat hos Arriva i Aalborg.

Mandag 27. maj havde Arriva inviteret til valgdebat og sat to nordjyske folketingskandidater stævne for at give dem lejlighed til at præsentere deres mening om transportspørgsmål - med hovedvægt lagt på den kollektive transport. Under arrangementet blev det klart, at man nok kan forvente, at der er flertal i Folketinget for at forlænge aftalen om afgiftsfri el til elbusser


Karsten Lauritzen - nuværende skatteminister og folketingskandidat for Venstre - lagde ikke skjul på, at han og hans parti satser på veje og har kørt flere investeringer i tog og jernbane ud på et sidespor. Omvendt fremførte Rasmus Prehn - nuværende transportordfører i Folketinget og folketingskandidat for Socialdemokratiet - at der er et stort behov for at investerer i kollektive transportløsninger. - Flere veje gør det ikke alene, sagde han.

Arriva havde ud over de to folketingspolitikere også inviteret Nuuradiin S. Hussein, der er formand for NT - Nordjyllands Trafikselskab - til at tage del i debatten. Han efterlyste under arrangementet to ting:

• Behov for at kende rammebetingelserne i længere perioder end tiden mellem to folketingsvalg
• Behov for at få kickstartet udviklingen af et bæredygtigt transportsystem

Nuuradiin S. Hussein pegede eksempelvis på usikkerheden om, hvor længe el til el-busser vil være fritaget for afgift. Usikkerheden kan betyde, at trafikselskaber og operatører er tilbageholdende med at skifte til el-drift.

Han pegede også på, at omstillingen til mere bæredygtig kollektiv transport koster penge, da eksempelvis både gas-busser og el-busser er dyrere i indkøb, og at de også kræver investeringer i eksempelvis gas-tankanlæg og lade-systemer.

Både Karsten Lauritzen og Rasmus Prehn var på det rene med, at politikerne skulle sørge for kendte rammer over en længere tidshorisont. Den anførte usikkerhed med hensyn til afgifterne på el til el-busser mente begge politikere godt, at der vil være flertal i Folketinget for at løse efter valget 5. juni.

Nuuradiin S. Husseins ønske om, at politikerne på Christiansborg vil være med til at kickstarte omstillingen blev noteret af de nordjyske politikere.

Han supplerede sit ønske med at påpege, at selvom eksempelvis 100.000 kroner ikke lyder af sø meget i en større sammenhæng, kan det være et ganske stort beløb i en lille kommune.

- Vi har viljen til omstilling, men vi behøver støtte fra jer, sagde Nuuradiin S. Hussein til de to politikere.

Formanden for NT understregede over for politikerne, at trafikselskabet i de næste udbud vil satse på bæredygtige løsninger med biogas-drift på regionale ruter og el-drift bytrafikken i først og fremmest Aalborg.