NYHEDER 8. FEB 2023 KL. 23:00

Midttrafik: Kunder vælger bus og letbane i forbindelse med oplevelser

Af: Redaktionen

43 procent har fået mere lyst til at bruge den kollektive trafik, efter de har set Midttrafiks kampagne for bus og letbane i efteråret 2022. Kampagnen skulle minde os om, at bus og letbane har fordele fremfor bilen på en række områder. Når flere rejser sammen, gavner det både klimaet og bidrager til mindre trængsel på vejene.


Kollektiv trafik bliver i de fleste tilfælde forbundet med den daglige pendling mellem hjem og uddannelse/job. Mange kunder ser ude til at vælge bus og letbane til mange andre formål.


Midttrafik har gennemført en før- og eftermåling i forbindelse med kampagnen ’Få mere ud af turen’, der viser et mere nuanceret billede af kundernes formål. Cirka 40 procent af de adspurgte i undersøgelsen køber billet i bus og letbane for at rejse til oplevelser (biograf, teater, restaurant, byture etc.), mens andre 40 procent af de adspurgte lader Midttrafik køre for sig til besøg hos familie og venner.


Også Midttrafiks billetsalg peger på en fremgang i salget af enkeltbilletter i Midttrafik app og rejser med rejsekort. Begge billettyper bliver typisk brugt af de kunder, der af Midttrafik bliver betegnet som lejlighedsvise kunder.

Det er et af trafikselskabets strategiske mål at tiltrække nye lejlighedsvise rejsende og få de nuværende lejlighedsvise rejsende til at rejse mere.


Kampagne giver flere lyst til at rejse med kollektiv trafik
Bilen er danskernes foretrukne transportmiddel og mange bilejere skænker ikke den kollektive trafik en tanke, når de skal fra A til B. Kampagnen skulle derfor fremhæve fordele ved kollektiv trafik fremfor bilen.

Formålet var, at kollektiv trafik skal være top-of-mind i de situationer, hvor bus og letbane er et bedre valg end bilen. Det kan for eksempel være i forhold til bøvl med at finde en parkeringsplads, lange bilkøer (Letbanen kører i sin egen bane) og friheden til at tage et glas vin, når man er ude. Dertil kommer selvfølgelig, at kollektiv trafik bidrager til et bedre klima og mindre trængsel på vejene.

Kampagnen performer især godt på budskabsforståelse, troværdighed og relevans. Ikke mindst svarer 43 procent, at de har fået mere lyst til at bruge den kollektiv trafik, efter de har set Midttrafiks kampagne.

Midttrafiks bestyrelsesformand Steen Vindum glæder sig over kampagneresultatet:
- Kollektiv trafik spiller en vigtig rolle i forhold til klimamål og til løsning af trængselsproblemer i de større byer. Derfor er det glædeligt, at kampagnens budskaber bliver modtaget positivt og giver flere lyst til at rejse med bus og letbane.

Resultatet skaber også optimisme hos Midttrafik, der siden covid-19 har kæmpet med tilbagegang i passagertallet. I dag er cirka 9 ud af 10 kunder vendt tilbage til Midttrafik.



Corona Kundetilfredshed Trafikselskaber