NYHEDER 12. SEP 2018 KL. 14:52

Arriva efter udbud med el-busser: - Vi har en stærk ambition om at gå forrest i den grønne omstilling

Af: kollektivtrafik

Arriva vandt en stor del af Movias udbud A17 og skal køre en række buslinjer i København, Ballerup og Egedal. Arriva vinder blandt andet buslinje 2A, hvor busserne erstattes med elbusser. Her indsætter Arriva fra december næste år 21 nye 18 meter lange el-busser, som skal leveres af hollandske VDL


De 21 el-busser erstatter alle de nuværende dieselbusser, så alle busser på linje 2A fra december næste år vil køre på el. Arriva peger på, at el-busser er mellem tre og fire gange mere energieffektive end almindelige dieselbusser. En ny dieselbus anvender tre-fire gange mere energi til fremdrift end en el-bus.

Derudover er el-busserne betydeligt mere støjsvage og udleder hverken CO2, NOx eller partikler der, hvor de kører.

- I Arriva har vi en stærk ambition om at gå forrest i den grønne omstilling og være med til at bidrage positivt til fremtidens kollektive trafik. At vi i fremtiden skal køre buslinje 2A på el kommer til at bidrage markant til både Arrivas og Københavns vision om et bedre miljø uden støj og forurening. Så vi er rigtig glade og stolte over at være med til denne udvikling, og vi glæder os til fortsat at byde passagererne velkommen i bus 2A, siger Jens Boe Jacobsen, der er Business Development Direktør i Arriva.

Udsigten til de CO2-neutrale elbusser vækker glæde hos København Kommunes overborgmester og Frederiksbergs borgmester. Omlægningen fra diesel til el på buslinje 2A harmonerer med København Kommunens beslutning om at udskifte alle byens busser med elbusser senest i 2030.

- I København arbejder vi benhårdt på at få udskiftet alle de nuværende busser med grønne alternativer hurtigst muligt – så københavnerne kan trække vejret dybt og frit uden at skulle bekymre sig om helbredet,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

- På Frederiksberg glæder vi os over, at samarbejdet med Københavns Kommune og Movia har resulteret i, at der nu kommer til at køre elbusser på to buslinjer [2A og 18]. Udover en CO2 reduktionen på 20 pct. i busdriften på Frederiksberg kan vi alle se frem til en betydelig støjreduktion i byrummet, siger borgmester Jørgen Glenthøj (K).

Københavnerne og borgerne på Frederiksberg kan med el-busserne på Linje 2A se frem til renere luft og mindre støj i byens gader.