NYHEDER 19. JAN 2021 KL. 11:15

Debat: Hvad skal vores infrastruktur kunne?

Af: Lasse Repsholt

Reduktioner af transportsektorens CO2-udledning samt bekæmpelse af trængsel er hovedprioriteringer i den infrastrukturplan....undskyld...Grønne Mobilitetsplan, Folketinget snart skal forhandle. Her er Kollektiv Trafik Forums bud på, hvordan der kan sikres bæredygtighed og sammenhæng.


Folketinget skal snart forhandle om en stor infrastrukturplan. Sidste gang der blev lagt et bredt fundament for infrastrukturinvesteringerne var i 2009 med En Grøn Transportpolitik (94 mia. DKK). I mellemtiden har vi blandt andet haft Bedre og Billigere Kollektiv Trafik (2,6 mia. DKK) og Togfonden (27,5 mia. DKK) med fokus på kollektiv trafik på skinner. VLAK-regeringen præsenterede i foråret 2019 en Aftale om et sammenhængende Danmark (112,7 mia. DKK). Sidstnævnte blev ikke ført ud i livet, men blev afbrudt af et Folketingsvalg den 5. juni 2019  og et magtskifte til Socialdemokratiet, der var gået til valg på et infrastrukturudspil fra slutningen af januar, En langsigtet infrastrukturplan (70 mia.).

Folketingsvalg i 2019 blev i øvrigt benævnt som et historisk ”klimavalg” med et hidtil uset stort mandat til (eller krav om) at finde løsninger på den aktuelle klimakrise. I mellemtiden kom så coronakrisen med et chok til vores sundhed, økonomi, de offentlige finanser, vore vaner og levevis og meget mere.

 

Konstant stigning i biltrafik…

I den beskrevne periode (2009 til 2020) er antallet af personbiler steget med 2 pct.  om året fra 2,0 mio. biler i 2009 til 2,6 mio. biler i 2020. Biltrafikken på vejene er steget tilsvarende og Vejdirektoratet har løbende målt og beregnet omfanget af trængsel og spildtid på vejene: Senest opgjort til 360.000 timer om dagen. Forsinkelsestiden er en belastning for den enkelte trafikant, og de samfundsøkonomiske tab opgøres i tusindevis af fuldstidsstillinger og milliarder af kroner. F.eks. til 14.000 fuldstidsstillinger og 6 mia. DKK på statsvejene alene – hertil kommer trængslen i byerne og på kommunale vejstrækninger.

 

…fører til naturligt ønske om mere og udvidet vejkapacitet

Hvis man fremskriver udviklingen i antallet af biler med den historiske stigningstakst – og det er der nogen der gør – vil antallet af biler i 2030 være over 3 mio. Et nærliggende svar herpå – som også kommer til udtryk i VLAK-udspillet fra 2019 – er at udbygge og udvide vejnettet, så det bedre kan absorbere de mange biler, der kommer til. Markedet, den teknologiske udvikling og et nyt sæt afgifter i en netop vedtaget aftale om Grøn omstilling af vejtransport, med en ambition om 1 mio. grønne biler i 2030 vil gøre bilparken mere grøn. Herved mindskes biltrafikkens miljø- og klimabelastning; men forsvinder dog langtfra.

Jeg tror ikke, Regeringen og Folketinget vil høste stor ros fra fremtidige generationer for sådan en tilgang til infrastrukturen.

 

…men man kan også lægge en plan med fokus på bæredygtighed og sammenhæng

Indledningsvist bør der formuleres en klar og entydig vision for, hvad infrastrukturplanen skal kunne. Formål der bør kunne samle bredt er:

  • Mindske trængslen på vejene ved en kombination af ny/mere vejkapacitet, mere intelligent udnyttelse af en eksisterende vejkapacitet samt overflytning af transporten fra personbil til kollektiv trafik .
  • Styrke bæredygtigheden og reducere CO2-udledningen fra trafikken – samlet set.

Dernæst er der behov for at prioritere og afveje øvrige ønsker og hensyn, f.eks.:

  • Et Danmark i balance med vækst og mobilitet fordelt til alle dele af landet.
  • Understøttelse af en udvikling med stigende urbanisering.
  • Forbedret trafiksikkerhed.
  • Bedre udnyttelse af data og teknologi.
  • Bedre integration mellem transportformerne.

Her er fem idéer og principper, Kollektiv Trafik Forum mener bør indgå i en bæredygtig og sammenhængende plan for infrastruktur:

 

1. Der foreligger allerede en meget lang bruttoliste med vejprojekter (både nybyg og udvidelser). Hvert projekt har sit formål og berettigelse, men prioritér listen grundigt, så kun de projekter med de største gevinster for samfund og erhvervsliv gennemføres – uden at snyde på klimavægten.  Hensynet til vækst og sammenhængskraft i hele landet skal nok også tages.

2. Togfonden skal følges til dørs med gennemførelse af de bedste af delprojekterne fra Fase 2

3. Cykler, cykelstier og cykelinfrastruktur skal ind på en central plads, så denne transportform er understøttet både lokalt, regionalt og på landsplan i tæt integration med den kollektive trafik.

4. God kollektiv trafik – hele vejen. Den historiske styrkelse af den landsdækkende jernbanetrafik (opgradering af hastigheder, elektrificering, signalprogram, nye tog og nye forbindelser) bør følges op af en tilsvarende styrkelse af den lokale og regionale kollektive trafik. Det er ganske vist kommunernes og regionernes anliggende, men Staten og Folketingets partier skal træde til med en infrastrukturaftale, der medfinansierer infrastruktur til den lokale og regionale kollektive trafik. BRT-systemer og busfremkommelighedsprojekter giver typisk et godt samfundsøkonomisk afkast og bør prioriteres. Dertil kommer vedligeholdelse og elektrificering på lokalbanerne.

5. Infrastrukturplanen skal jo være en Grøn Mobilitetsplan. Den skal derfor ikke kun indeholde en liste over anlægsprojekter, men suppleres med øvrige virkemidler i – eller grænsende til - transportpolitikken: Mulighederne med roadpricing, tilpasning af taksterne i den kollektive trafik, mulighederne med ITS, rammerne for kommune- og lokalplanlægning og dermed fremtidens bosætning og pendling, infrastruktur til opladning og strømforsyning og lignende. Med andre ord mere hoved og mindre krop.

 

Fakta: Udvalgte infrastrukturaftaler og udspil 2009 - 2020

  • En Grøn Transportpolitik                      (94 mia. DKK. d. 15.12.2009)
  • Bedre og Billigere Kollektiv Trafik      (2,6 mia. DKK d. 12.06.12)
  • Togfonden                                                 (27,5 mia. DKK d. 01.03.2013).
  • Aftale om et sammenhængende Danmark (112,7 mia. DKK d. 12.03.2019). VLAK-regeringens politiske aftale med DF. Ikke udmøntet i lov.
  • Socialdemokratiets udspil til En langsigtet infrastrukturplan (70 mia. DKK d. 30.01.2019).


Fra Kollektiv Trafik Forum Bæredygtighed Debat Infrastruktur

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget