NYHEDER 15. AUG 2018 KL. 11:47

Aalborg Kommune i den selvkørende førertrøje

Af: Kia Hansen, Aalborg Kommune

Aalborg Kommune i den selvkørende førertrøje
Foto: Aalborg Kommune

8 juli 2018 skrev Aalborg Kommune historie, da de, som de første i Danmark, indsendte en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende busser på Astrupstien i Aalborg Øst. Dermed er Aalborg nu ét skridt tættere på at kunne indsætte selvkørende busser i efteråret 2018.


 

Baggrunden for forsøget

Aalborg Øst er én af Aalborgs største og mest dynamiske forstæder. Bydelen er på en række områder præget af, at den blev planlagt i 1960’erne efter funktionalistiske principper, der skabte en trafikalt effektiv, men også fysisk og socialt skarpt opdelt bydel der gav flere borgergrupper i Aalborg Øst store mobilitets-udfordringer. Derfor var der politisk i Aalborg et bredt ønske om at opprioritere en mere bæredygtig byomdannelse. På mobilitetsområdet blev løsningen førerløse mini el-busser.  Aalborg Kommune indgik derfor et samarbejde med Autonomous Mobility, som er leverandører af el-busserne. Busserne vil køre på en 2,1 km lang strækning med 10 stoppesteder og vil i den 2-årige forsøgsperiode være gratis at benytte.

 

Fokus på de lokale

”Vi forventer at det vil give de gangbesværede større muligheder for at komme ud og rundt og på den måde få sammenbundet de mange borgere med de forskellige aktiviteter i området. Her tænker jeg på indkøb, kulturaktiviteter, institutioner og sundhedsydelser” fortæller Maria Vestergaard der er projektleder for projektet.  Og borgeren er udgangspunktet – ”Vi ønsker at inkludere borgerne i stedet for at eksludere dem fra det samfund, de burde være en del af. Det vil ikke alene være godt for den enkelte borger, men det vil også have samfundsøkonomisk stor værdi” udtaler projektleder Maria Vestergaard.

 

En buschauffør til en førerløs bus

Aalborg Kommune har haft stort fokus på at løfte og inkludere hele samfundet i Aalborg Øst. Og det kommer også til udtryk i næste fase af processen. Det er bl.a. aftalt, at samarbejdspartneren, Autonomous Mobility, søger operatører i lokalområdet til at varetage driften af bussen.  

”Det lyder lidt fjollet med chauffører til en førerløs bus, men ifølge lovgivningen skal de der opererer busserne have buskørekort. I praksis kommer de ikke til at agere chauffører, når først bussen rigtig er begyndt i drift og medtager passagerer”, fortæller Maria Vestergaard og fortsætter: ”Når projektet er klar til det, fjerner vi operatøren fra busserne og i stedet vil vedkommende overvåge begge busser, der er i drift fra et kontor, og busserne vil køre førerløst rundt på stien og medtage passagerer”.

Selvom de eldrevne minibusser først kommer på vejene til efteråret, skal Aalborgenserne dog ikke vente med at møde den eldrevne minibus. Allerede i slutningen af august flytter den ene af busserne ind i et lokalt kulturhus, så alle har mulighed for at komme forbi og se den og røre ved den.

 

Fakta om de selvkørende busser i Aalborg:

  • Bussen navigerer ved hjælp af en række sensorer og LiDARS, som i realtid scanner omgivelserne og sammenligner dem med et 3D-kort, som forud for kørslen er blevet lagt ind i bussens hukommelse
  • Den selvkørende bus er meget forsigtig i trafikken. Den registrerer omgivelserne i 360 grader 60 meter ud fra bussen, og opdager den f.eks. en cyklist der er på vej ud foran bussen, så standser den
  • Samtidig vil bussen maksimalt køre op til 23 km/t på ruten
  • I busserne er der 11 siddepladser. Busserne er ikke med fast forende/bagende og vil derfor ikke skulle vende på ruten.

 

Følg projektet her.