NYHEDER 7. FEB 2019 KL. 11:50

Alle regionalbusser i Nordjylland skal køre CO2-neutralt

Af: kollektivtrafik

I forbindelse med vedtagelsen af budgetforliget for 2019 besluttede Regionsrådet en overordnet målsætning, om at der fremover skal kræves anvendt alternative brændstoffer ved alle udbud af regionalruter i den kollektive trafik. Regionsrådet besluttede på sit møde 29. januar 2019, at dette skulle opnås ved at kræve brug af CO2-fri biogas på alle de regionalbusser, der indgår i Nordjyllands Trafikselskabs udbud i 2019


I første omgang gælder beslutningen 18 regionalbusser som skal i udbud i 2019. 13 af disse busser udbydes på nye 10-årige kontrakter, hvor der stilles der krav om brug af biogas som brændstof, mens der for 5 busser, der udbydes på korttidskontrakter kræves brug af ren syntetisk diesel, indtil busserne kan udbydes med biogas når korttidskontrakterne udløber.

I 2020 sendes en større del af de regionale ruter i udbud, og det forventes, at alle regionale busser i Nordjylland i løbet af tre-fire år vil kører på biogas eller et eller andet CO2-neutralt brændstof.

KlimaRegion Nordjylland
Som Danmarks første KlimaRegion har Region Nordjylland siden 2010 været med i forreste linje i indsatsen for et bæredygtigt samfund og tager medansvar for klimaudfordringen og de globale problemer den medfører.

Region Nordjylland har forpligtet sig til at nedbringe sin CO2-udledning med 2 procent hvert år indtil 2025. Indsatsen omfatter blandt andet klimavenligt byggeri, reduktion af energiforbrug i eksisterende bygninger, anvendelse af miljøvenligt brændstof og så vidt muligt brug af klimavenlige og genanvendelige produkter og materialer.

Region Nordjylland arbejder også for, at hele det nordjyske samfund kan bevæge sig i en mere klimavenlig og bæredygtig retning. Borgere og virksomheder med flere vil derfor opleve, at regionen sætter fokus på klimaet i en bred vifte af aktiviteter både i Nordjylland og i nationalt og internationalt samarbejde.

Interesserede kan læse mere om KlimaRegion Nordjylland her: