NYHEDER 10. AUG 2026 KL. 13:29

Anden del af Hovedstadens Letbane er godkendt og klar til indvielse på lørdag

Af: kollektivtrafik

Trafikstyrelsen har godkendt sikkerheden på anden etape af Hovedstadens Letbane fra Rødovre Nord til Lundtofte. Dermed kan letbanen som planlagt åbne i fuld længde lørdag 22. august


Godkendelsen omfatter både den nye infrastruktur og de sikkerhedsmæssige forhold, der skal være på plads, før letbanetogene kan begynde at køre med passagerer på strækningen. Dermed er de nødvendige myndighedstilladelser på plads for den sidste del af letbanen.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Hovedstadens Letbane gennem hele godkendelsesforløbet. Erfaringerne fra den første etape har været værdifulde og gjort det lettere at arbejde videre med den resterende strækning. Samtidig har den åbne dialog og de grundige forberedelser sikret en god proces, så vi nu kan godkende sikkerheden, siger kontorchef Laura Meyer Harrison.

Ny sammenhæng i hovedstadsområdet
Hovedstadens Letbane har siden oktober sidste år kørt mellem Ishøj og Rødovre Nord. Med åbningen af den nordlige del kan passagererne for første gang tage med letbanetogene på hele den 28 kilometer lange strækning fra Ishøj til Lundtofte.

- Vi er glade for og stolte over, at vi nu har sikkerhedsgodkendelsen på plads. Det skyldes et godt samarbejde med myndighederne, entreprenørerne og vores øvrige samarbejdspartnere. Nu glæder vi os til at tage imod passagererne lørdag 22. august, hvor man for første gang kan rejse let og komfortabelt med Letbanen hele vejen mellem Ishøj og Lundtofte. Det bliver en festdag, hvor alle kan rejse gratis med Letbanen, siger Mikkel Kjær Jensen, der er direktør i Hovedstadens Letbane.

Hovedstadens Letbane får i alt 29 stationer og forbinder otte kommuner langs Ring 3. Letbanen skaber samtidig nye sammenhængende rejsemuligheder på tværs af hovedstadsområdet med forbindelser til S-tog, regionaltog og busser flere steder på ruten.


Lidt om godkendelsesprocessen:
Der ligger et omfattende arbejde i at få Trafikstyrelsens sikkerhedsgodkendelse til passagerdrift, som i virkeligheden ikke er én, men en hel række af godkendelser.

Lang tid før den endelige godkendelse indledte Hovedstadens Letbane og Trafikstyrelsen et tæt og koordineret arbejde, der skulle sikre, at de forskellige godkendelser kunne komme på plads i den rigtige rækkefølge.

Det omfattede for eksempel både godkendelse af den nordlige strækning, herunder de 17 nye stationer, udvidet godkendelse af letbanetogene og en fornyet godkendelse af sikkerhedscertifikatet og sikkerhedsledelsessystemet hos Metro Service, som står for driften af Hovedstadens Letbane.

 



Letbaner/Metro/S-tog

SENESTE NYT

NYHEDER 10. AUG 2026 KL. 11:22
Forsinkelser udløste bod