NYHEDER 25. JUN 2025 KL. 20:42

Buspassagerer i Aarhus kan gratis tage en cykel med

Af: kollektivtrafik

Fra søndag 29. juni kan man som passager i bybusserne i Aarhus gratis tage en cykel med - hvis der er plads i bussens flexareal. Muligheder at tage en cykel med i bussen skal gøre det enklere at kombinere cykling med kollektiv transport som et alternativ til solo-bilisme, der skaber trængsel på vejene i og omkring Aarhus


Midttrafik fremhæver i forbindelse med tiltaget, at der ingen pladsgaranti er for cyklerne, der deler plads med barnevogne, kørestole, rollatorer og andre buskunder efter et først-til-mølle-princip.

Hos Midttrafik præsenterer man tiltaget på følgende måde:

"Har vinden skiftet retning? Er cyklen punkteret? Regner det i stride strømme? Er bakken hjem uoverskuelig? Er der langt til stoppestedet? Så kan Midttrafiks nye tilbud om cykelmedtagning i Aarhus bybusser være meget velkomment".

Muligheden for at tage en cykel med i bybusserne i Aarhus bliver lanceret samtidig med Midttrafiks nye køreplaner, der træder i kraft sidste søndag i juni. Der er tale om et to-årigt forsøg, som betyder, at betalende passagerer i byens busser kan medtage cyklen gratis på samtlige 17 bybuslinjer på alle tidspunkter af døgnet - hvis der er plads.

Med forsøget ønsker Aarhus Kommune at fremme kombinationen af bæredygtige transportformer som kollektiv trafik og cykling.

- Jeg er glad for, at aarhusianerne nu får mulighed for at tage cyklen med i bybussen helt gratis, når der er plads. Der kan være ture, hvor det er nemt og bekvemt at cykle en del af vejen, men hvor afstanden til destinationen er så stor, at det giver mening at hoppe på bussen for at komme helt frem. Med det her tiltag får aarhusianerne langt større frihed til at sammensætte rejsen, så den passer til ens behov og det, man skal. Jeg håber, tilbuddet vil give endnu flere lyst til at hoppe på cyklen, siger rådmand Nicolai Bang (K).Det kræver en vis grad af fleksibilitet at tage sin cykel med i de aarhusianske busser, da der er begrænset plads i bussens flexareal, hvor cyklen skal dele pladsen med barnevogne, kørestole, rollatorer med mere. Der vil også være tidspunkter på dagen, hvor der er så mange kunder med i bussen, at der ikke er plads til cykler. I de tilfælde er kunderne nødt til at vente på den næste bus eller finde en anden løsning.

- Selvom vi ikke kan garantere vores cyklende kunder en plads i bussen hver gang, håber vi, at flere vil benytte muligheden for at rejse bæredygtigt med både cykel og bus, siger Midttrafik's direktør, Lars Berg, og fortsætter:

- Vores erfaring er, at medtagning af cykler ikke volder de store problemer ude i busserne i forhold til plads. Skulle det alligevel ske, vil der i mange tilfælde komme en ny bus inden for overskuelig tid. A-busserne kører for eksempel hvert sjette til tiende minut.


Midttrafik opfordrer til, at kunderne viser hensyn til hinanden og deler pladsen i flexarealet efter de gældende regler:

  • Bussens flexareal er forbeholdt passagerer, der medbringer cykel, barnevogn, kørestol eller lignende
  • Pladsen bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet. Man skal placere sin cykel, barnevogn, kørestol eller lignende, så der er fri passage
  • Særligt for cykler: Pladsen er optaget, hvis der holder en barnevogn, en kørestol eller to cykler
  • Det er passagerens ansvar, at alt er fastspændt under kørslen. Cyklen skal placeres i kørselsretningen
  • Brug af flexarealet er på eget ansvar. Midttrafik dækker ikke eventuelle skader, der opstår undervejs
  • Forbehold for, at der ikke er plads. Er pladsen optaget, er man nødt til at vente på den næste afgang