NYHEDER 24. JAN 2018 KL. 16:00

Korrespondancesikring på Fyn Bussen venter på dig

Af: Morten Pors, FynBus

 Bussen venter på dig
Figur: FynBus

Fynbus sætter nu fokus på en bedre kommunikation busserne imellem. Det betyder, at der allerede i dag bliver arbejdet med automatisk korrespondancesikring, der skal sikre kunderne, at busserne venter på hinanden på udvalgte steder, så rejsen bliver så gnidningsfri som overhovedet muligt fra start til slut.


Alle de grønne fynske busser har i dag installeret kommunikationsudstyr, det såkaldte VMS-udstyr, der gør det muligt for busserne at snakke sammen ude på vejene. I den ideelle verden betyder det, at busserne vil vente på hinanden, så kunderne nemt kan foretage et busskifte uden de store ventetider. Der er dog trafikale aspekter, især i Odense, der udfordrer den automatiske korrespondancesikring. FynBus har siden 2. oktober 2017 haft gang i et pilot-projekt i Assens og Kerteminde Kommune, hvor mulighederne i det nye automatiske korrespondancesikringssystem bliver afprøvet og analyseret. Korrespondancerne busserne imellem bliver sat op af FynBus’ køreplanlæggere. Det betyder, at det ikke er chaufførerne der bestemmer, hvornår to busser skal opnå korrespondance. Det er køreplanlæggerne, der med udgangspunkt i FynBus’ kørselsdata, vurderer, hvor det er muligt at opsætte korrespondancer til gavn for kunderne. Korrespondancesikring I Assens og Kerteminde Kommune er der i dag sat korrespondancer op mellem lokalbusserne og regionalbusserne. Ruten der kører hen til korrespondancesikringsstoppet kaldes for en tilbringer. Ruten der skal afvente korrespondance kaldes for en frabringer. Som en del af pilot-driften er der i Assens Kommune opsat korrespondancesikring mellem lokalrute 470 og 471. Denne korrespondancesikring har stor betydning for uddannelsessøgende på VestFyns Uddannelsescenter, der har bopæl i Haarby skoledistrikt. I hverdagskøreplanen for rute 471 er to afgangstider markeret med en fodnote, der informerer kunden om, at bussen på disse to afgang vil afvente korrespondance med rute 470 på Haarby Rutebilstation. Tilbringeren, Rute 470, har for eksempel afgang fra VestFyns Uddannelsescenter kl. 14.15 og der er opsat korrespondancesikringsstop ved Haarby Rutebilstation kl. 14.26. Cirka 100 meter før rute 470 kommer til Haarby Rutebilstation, fortæller bussens VMS-system chaufføren, at vedkommende skal holde ind ved rutebilstationen og afvente korrespondance med frabringeren, rute 471. VMS-systemet fortæller chaufføren, hvilken busrute han skal opnå korrespondance med, samt hvor lang tid han skal vente. Skulle tilbringeren være meget forsinket på sin rute, har frabringeren lov til at annullere korrespondancesikringen, så vedkommende ikke bliver forsinket på resten af sit ruteforløb. Chaufføren, der kører tilbringer-bussen, modtager herefter besked om, at korrespondancesikringen ikke kan opnås. En serviceforbedring Pilot-driften i Kerteminde og Assens Kommune har indtil videre vist, at system fungerer efter hensigten og pilot-driften fortsætter ind i 2018. ”Hos FynBus arbejder vi strategisk med, at det skal være nemt at være kunde hos FynBus. Den automatiske korrespondancesikring skal på kort sigt være med til at nedbringe transporttiden for kunderne ved at sikre, at busserne venter på hinanden. Det er vigtigt, at kunderne kan stole på køreplanen og komme så ubesværet fra A til B som overhovedet muligt. Vi forudser dog, at korrespondancesikringssystemet får svære betingelser i Odense frem mod 2020, da letbanearbejdet, mange omkørsler, samt terminalflytningen ved OBC gør det meget svært at opsætte korrespondancer i VMS-systemet, der kan overholdes” fortæller FynBus’ direktør, Carsten Hyldborg. FynBus forventer, baseret på nuværende erfaringer, at kunne aktivere korrespondancesikringssystemet på det meste af Fyn i starten af 2018.