NYHEDER 30. NOV 2018 KL. 10:33

Danmark får en ny togstation

Af: kollektivtrafik

Danmark får en ny togstation

Søndag 9. december får biotekbyen Kalundborg og nordvestbanen en ny togstation - Biotekbyen Kalundborg Øst. Stationen får tog en gang i timen, og på forpladsen er der arealer til cykelparkering, en buslomme og en parkeringsplads til omkring 100 biler


Stationen ligger midt i det store industri- og byudviklingsområde i den østlige del af Kalundborg, omkring halvanden kilometer fra byens centrum. Fra den nye sttion bliver der nu hurtig adgang til og fra blandt andet rådhuset, Novo Nordisk og Novozymes, processkolen samt det nye uddannelses- og innovationscenter Knowledge Hub Zealand.

Biotekbyen Kalundborg Øst får tog en gang i timen, og på forpladsen er der arealer til cykelparkering, en buslomme og en parkeringsplads til cirka 100 biler. Det giver dermed især pendlerne bedre mulighed for at benytte toget som en del af turen til og fra arbejde.

Banedanmark har stået for byggeriet af stationen, og har sammen med Kalundborg Kommune og Novo Nordisk finansieret byggeriet af Biotekbyen Kalundborg Øst Station, der i begyndelsen forventes at få godt 200 daglige passagerer.

- Det sker ikke så tit, at vi åbner nye stationer, så vi er rigtig glade for, at vi i samarbejde med Kalundborg Kommune, Novo Nordisk og Novozymes kan åbne Biotekbyen Kalundborg Øst Station. Med sin placering har den rigtig gode muligheder for at leve op til sit primære formål: at blive en pendlerstation for de mange mennesker, der arbejder i området, siger Steen Neuchs Vedel, der er anlægsdirektør i Banedanmark.

Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg, siger, at det er en glæde at kunne åbne den nye station i Biotekbyen Kalundborg, som både kommunen og virksomhederne i området har kæmpet for.

- Infrastrukturen er essentiel for væksten i Danmark, og nu får både ind- og udpendlere bedre forhold, ligesom vi kan tiltrække og fastholde virksomheder, der vil investere i byen. Det er med til at gøre Kalundborg til et godt sted at bo og drive virksomhed.

Jesper Haugaard, der er Vice President EMA operation i Novozymes, fremhæver, at den nye station styrker vækstmulighederne for Biotekbyen.

- Åbningen af stationen vil gøre transporten til og fra arbejde betydeligt lettere for de togpendlere, der arbejder i Novo Nordisk, Novozymes og NNE. Og samtidig understøtter den nye station Kalundborg som uddannelsesby, når de mange studerende kan pendle direkte til den kommende campus, der bliver nabo til stationen, siger Jesper Haugaard.

Indvielse af stationen:

Lørdag 8. december klokken 13.15 - 14.30
Et gratis særtog kører fra Kalundborg Station klokken 13.15 og ud til den nye station. Klokken 14.30 kører toget retur til Kalundborg. Det er også parkeringsmuligheder, hvis man kommer til arrangementet i bil

Der vil være taler af Kalundborgs borgmester, Martin Damm, Jesper Haugaard, Vice President EMA operation, Novozymes, underdirektør og planlægningschef i DSB Mikkel Gram Colding og områdechef i Banedanmark, Anlæg Annette Justesen Bech.

For at fejre åbningen af stationen har arrangørerne inviteret Anders og Katrine kendt fra DR Lille Nørd til at stå for underholdning til de yngste. Desuden vil det lokale band Pablo spille i teltet, ligesom der bliver budt på noget varmt at spise og lidt at drikke til.

Dagen efter, søndag den 9. december, begynder togene så at standse ved Kalundborg Øst Station.

 

Om Biotekbyen Kalundborg Øst Station:

Perronlængde: 160 meter
Forplads med arealer til cykelparkering, kiss 'n' ride, buslomme og taxiholdeplads
Parkeringsplads til cirka 100 biler
Et tog i timen i hver retning
Gåafstand til rådhuset, Novo Nordisk og det øvrige erhvervsområde i Kalundborg Øst
Anlægsperiode: september-december 2018
I april 2019 etableres en gangbro fra stationen til Novo Nordisk areal på den sydlige side af banen.

Om Biotekbyen Kalundborg

Biotekbyen Kalundborg er et industrielt hotspot indenfor bioteknologisk produktion. Biotekbyen har Skandinaviens største biotekproduktion med en stærk procesindustri og en omfattende følgeindustri af mindre, højtspecialiserede håndværksvirksomheder
I Biotekbyen ligger Skandinaviens største biotekproduktion. Her finder man blandt andet verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion, Danmarks største raffinaderi og verdens første industrisymbiose, hvor restprodukter fra én virksomhed bliver til en ressource i en anden
Virksomhederne i byen inkluderer Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark og Ørsted
Halvdelen af verdens insulin produceres i byen til behandling af 28 millioner patienter verden over.
Biotekbyen Kalundborg er fremtidens uddannelsesby indenfor bioteknologisk produktion og procesteknologi. Her uddannes allerede en del af landets biotek-ingeniører, bioanalytikere, proces-operatører, farmaoperatører og elektrikere. Der er et ønske om at knytte endnu flere af de uddannelser til, som industrien efterspørger