NYHEDER 22. APR 2026 KL. 11:17

Det første metrotog er tilbage efter modernisering i Rotterdam

Af: kollektivtrafik

Natten til tirsdag ankom det første af første 34 metrotog til København fra Alstoms værksted i Rotterdam, hvor det har gennemgået en gennemgribende modernisering. Toget kom på med en særtransport, som tog det tredie af det første 34 tog med retur til renovering i Rotterdam


De 34 tog, som Metroselskabet er gået i gang med at renovere og modernisere, er de første metro-tog på det københavnske metro-net - og de har været på skinner siden 2002.

Det første tog, der nu er tilbage i fornyet og fremtidssikret stand, blev sendt til Holland i 2023. De næste uger skal det gennemgå en række test, før det er klar til at blive sat i drift. De første passagerer ventes at kunne rejse med det moderniserede tog om cirka otte uger.

Plads til flere passagerer
Toget er blevet malet, har fået udskiftet alle døre, og indvendigt er der blevet lagt nyt gulv, udskiftet lys og ændret på sædernes placering, så der er plads til flere passagerer.

I forbindelse med, at det første tog vendte hjem, sendte Metroselskabet et tredje tog til Rotterdam, hvor tog nummer to i øjeblikket er ved at blive renoveret og moderniseret.

- Moderniseringen kommer til at køre i et flow, hvor vi hele tiden har ét tog på værkstedet i Rotterdam. Hver gang et tog kommer hjem, sender vi et nyt tog med retur til værkstedet, så det forstyrrer driften på M1 og M2 og dermed passagererne mindst muligt, siger Jakob Keinicke, der er chef for reinvesteringer i Metroselskabet.

Nedsætter klimaaftryk
Oprindeligt skulle de 34 tog på M1/M2 have været udskiftet med nye tog sidste år. Med moderniseringen kan Metroselskabet udskyde behovet for indkøb af nye tog med mindst ti år.

- Med moderniseringen forbedrer vi togene for de mange tusinde daglige passagerer, forlænger togenes levetid og nedsætter deres klimaaftryk. Med ændringen af sædernes placering bliver der plads til endnu flere passagerer, og forhåbentlig skaber det lidt mere luft - især i myldretiderne, siger Jakob Keinicke.

- Moderniseringen sikrer, at Metroen også fremover fungerer så effektivt som muligt, så passagererne kan komme nemt og hurtigt videre, siger han videre.

Jakob Keinicke fremhæver, at Metroen er afgørende for mange københavneres hverdag.

- Vores vigtigste opgave er at sikre en hurtig, stabil og sikker transport gennem byen, påpeger han.

Efter planen vil det sidste af de 34 tog være moderniseret og tilbage i drift i 2029.

 

Fakta om moderniseringen:
Togene udgør første generation af tog, som har kørt i Metroen i København siden 2002. Det første tog havde kørt 2,3 millioner kilometer, inden det blev sendt til Rotterdam


Oprindeligt skulle de 34 tog udskiftes i 2025. Moderniseringen forlænger deres levetid med minimum ti år. Moderniseringen nedsætter dermed klimaaftrykket for nyindkøb ved at forlænge levetiden for et tog fra 25 år til 35 år. Metroselskabet kan dermed nøjes med at udskifte togene tre gange på 100 år i stedet for fire gange.


Moderniseringen omfatter blandt andet:

  • Ændring af sædeindretning
    Udskiftning af døre og vigtige dele af undervognen
    Nyt gulv
    Ny belysning
    Maling


Et metrotog er 39 meter langt, 2,65 meter bredt og vejer 55 ton

Metroselskabet sætter nye tog ind på M1/M2 som erstatning for dem, der er til modernisering i Rotterdam, så det påvirker passagererne så lidt som muligt

 

 

 



Letbaner/Metro/S-tog