NYHEDER 3. JAN 2019 KL. 11:48

Togulykke på storebæltsbroen: DSB holder 1 minuts stilhed torsdag klokken 14.00

Af: kollektivtrafik

DSB har besluttet at afholde et minuts stilhed klokken 14.00 torsdag. Baggrunden er onsdagens togulykke på Storebælt, hvor otte passagerer mistede livet og 16 blev kvæstet

Markeringen vil blive afholdt på tværs af virksomheden, hvor det ikke påvirker afviklingen af togdriften. Samtidig vil DSB sætte flaget på halv hele dagen.


- Jeg er dybt berørt over ulykken og vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte, de tilskadekomne og alle andre, der har været involveret i gårsdagens hændelse. Jeg vil også gerne udtrykke min store taknemmelighed til de medarbejdere og det politi- og redningspersonale, der under stærkt traumatiserende forhold har ydet deres bidrag i kølvandet på ulykken, siger Peter Schütze, der er bestyrelsesformand for DSB. 


DSB har efter ulykken onsdag morgen rutinemæssigt sat en række undersøgelser og interne analyser af forholdene omkring gårsdagens ulykke i værk.


- Vi vil meget minutiøst gennemgå vores egne fakta og procedurer for at se, om ulykken giver anledning til at ændre noget internt i DSB, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.


Han peger på, at det er op til Havarikommissionen og politiet at få klarlagt hændelsesforløbet og årsagen til ulykken til bunds. 


- DSB bidrager naturligvis med alt det, som vi kan, til Havarikommissionens undersøgelse. Jernbanen er en af de allersikreste transportformer, og det skal den fortsat blive ved med at være, siger Flemming Jensen.



SENESTE NYT

NYHEDER 11. JAN 2019 KL. 07:00
Metroen tester nye tog

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE