NYHEDER 24. APR 2019 KL. 11:12

DSB kører med flere tog og med højere hastighed

Af: kollektivtrafik

Med en enkelt undtagelse er sporarbejderne på Sjælland så langt, at DSB kan køre med flere tog og med højere hastighed på flere strækninger. Det betyder kortere rejsetid for eksempelvis mennesker, der skal mellem Lolland-Falster, Sydsjælland og København


I og omkring Ringsted forløber Banedanmarks sporarbejde planmæssigt og er nu så langt, at DSB efter påske har kunnet sætte flere tog på skinnerne, hvor de kan køre med en højere hastighed.

- Det er særligt kunderne, der pendler mellem Lolland-Falster, Sydsjælland og København, der får kortere rejsetider. De får mere end 45 minutters kortere rejsetid dagligt, og det er virkelig noget, som man kan mærke i hverdagen, siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov.


Sådan kører togene:

  • Mellem Ringsted og København H har DSB fra onsdag indsat et nyt hurtigtog. Det betyder, at rejsende fra Ringsted får flere afgange og siddepladser
  • Mellem Næstved og København H kører togene fra onsdag 24. april igen via Ringsted i stedet for en omvej via Køge. Det sparer de rejsende, der pendler fra Nykøbing F, Vordingborg eller Næstved til København for over 45 minutters rejsetid dagligt
  • Der kører igen tog til og fra Glumsø. Det nedsætter rejsetiden med 20-30 minutter dagligt
  • Mellem Sorgenfri og Gentofte kører S-togene igen
  • Mellem Buddinge og Dyssegård fortsætter Togbusserne til og med søndag 28. april. Efter den oprindelige plan skulle S-togene have kørt igen fra tirsdag 23. april, men de er nu erstattet af Togbusser ugen ud. Forlængelsen skyldes et forsinket byggeri af Hovedstadens Letbane ved Buddinge St.