NYHEDER 24. MAJ 2018 KL. 10:05

Elever fra Vejen Business College hjælper Sydtrafik

Af: kollektivtrafik

I efteråret henvendte Sydtrafik sig til Vejen Business College (VBC) med henblik på at etablere et eventuelt samarbejde. Sydtrafik vil gerne blive klogere på både kunder og potentielle kunder. Og eleverne i faget afsætning på VBC ved en masse om, hvordan man laver kundeundersøgelser

- Hvorfor ikke kombinere ønsket om viden med ønsket om at anvende teori i praksis, siger afdelingschef Jette Lauridsen fra Sydtrafik, om idéen til projektet, som de var med på hos VBC.


I sidste uge var det så sandhedens time, da eleverne fra VBC mødte op hos Sydtrafik for at delagtiggøre trafikselskabet i de resultater, som en undersøgelse blandt i alt 348 elever havde kastet af sig. Undersøgelsen er foregået både på Vejen Business College og Vejen Gymnasium, hvor de unge afsætningsfolk har talt med elever i alderen fra 15 til 25 år.



Et af de mange overraskende resultater er, at de unges kendskab til Ungdomskortet er relativt lille. Det til trods for, at Ungdomskortet er de studerendes mulighed for at rejse billigt med bussen. Paradoksalt nok viste undersøgelsen også, at mange unge finder priserne i den kollektive trafik for høje.


- Overordnet har undersøgelsen kortlagt et potentiale både for at få flere kunder, men også for at opnå en højere tilfredshed med prisen blandt de unge kunder, siger Jette Lauridsen og fortsætter:


- Det er bestemt ikke sidste gang, vi laver et projekt med Vejen Business College, siger hun.


På VBC glæder man sig også over samarbejdet.


- Det har været et rigtig spændende projekt, hvor eleverne har haft rig mulighed for at afprøve teoretisk viden i praksis. Det gør vi gerne igen, siger lektor ved Vejen Business College, Bente Tærsbøl.


Sydtrafik er gået i gang med at fundere over, hvordan resultaterne fra undersøgelsen kan bringes i spil, og hvordan et videre samarbejde mellem trafikselskabet og VBC kan udbygges.



SENESTE NYT

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE