NYHEDER 14. APR 2020 KL. 14:45

Færgerederi holder hver anden plads fri

Af: kollektivtrafik

Tirsdag begynder det danske samfund på turen mod en mere normal hverdag. Det betyder blandt andet, at den kollektive trafik kører efter de tidligere normale køreplaner, men med færre passagerer i hver bus. Hos den fyldende kollektive forbindelse over Kattegat - Molslinjen - er der også mere plads mellem passagerne, da rederiet har besluttet at holde hver anden plads fri


Rederiets færger vil finde tilbage i deres vante sejlplaner, men rederiet vil i de kommende måneder kun sælge hver anden billet, så passagerne fortsat kan holde afstand på turen.

Det betyder, at Molslinjen’s færger på ruterne Bornholmslinjen, Alslinjen, Langelandslinjen og Samsølinjen sejler efter de kendte trafikplaner og med den sædvanlige frekvens fra tirsdag 14. april.

På Kattegat vil Express 2 passe ruten de kommende uger med fire daglige dobbeltture i stedet for de nuværende to dobbeltture. Fra mandag 27. april håber Molslinjen at kunne sætte endnu en hurtigfærge ind mellem Aarhus og Odden. I maj forventer rederiet at gå på fuldt program med tre færger, hvis trafikken udvikler sig positivt.

Fælles for alle ruterne er dog, at kun hver anden plads på færgen er til salg i både april og maj.

- Vi vil meget gerne i gang med at sejle igen. Men vi er også klar over, at selv om det lysner lidt, så er vi ikke ude på den anden side af denne krise, og at smittefaren stadig er til stede, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Med kun hvert andet sæde til salg og med muligheden for at opholde sig i bilen på vogndækket under overfarten bliver det muligt at holde afstand på færgeturen.

- Samtidig vil alle vores besætninger have stort fokus på at hjælpe passagererne med at passe på sig selv og holde afstand. Rengøring og hygiejne vil samtidig være top-prioriteret, så vi kan tilbyde så tryg en tur som muligt, siger Carsten Jensen videre.

Undtagelsen for alt dette er Fanølinjen, som hele tiden har sejlet efter sin sædvanlige sejlplan mellem Esbjerg og Fanø, hvor mange passagerer opholder sig i bilen under den korte overfart.



Corona