NYHEDER 11. NOV 2019 KL. 19:42

Flextrafikkens chauffører bringer folk sammen

Af: kollektivtrafik

Der er generelt stor tilfredshed med flextrafikken i Syd- og sønderjylland. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke A/S har foretaget for Sydtrafik. - Og de tilfredse kunder bruger i stigende grad den fleksible kollektive trafik til at besøge familie og venner. Især chaufførerne får ros i undersøgelsen


Flextrafik, der er den overordnede betegnelse for den behovsstyrede kollektive trafik, hvori man blandt andet kan finde Sydtrafik’s handicapkørsel, kommunalt visiteret kørsel til for eksempel læge eller dagtilbud og så Flextur, bliver brugt mere og mere - og kunderne er galde for tilbuddet, viser undersøgelsen fra Wilke A/S.

Når man benytter flextrafikken, bliver man kørt fra adresse til adresse, når man har behov for det - også selvom man ’bare’ skal på besøg hos familien. Den eneste undtagelse er, at man ikke kan benytte Flextur internt i de større byer. Her er det bybusserne, der dækker behovet.

Wilke’s undersøgelse viser, at den samlede tilfredshed ligger på 86 point ud af 100 mulige.

- Det glæder mig, at kunderne er så tilfredse. Vi ligger på samme høje niveau, som vi gjorde, da vi sidst fik målt tilfredsheden, så vi ved, vi har et godt produkt - og et populært produkt, siger Lars Berg, der er direktør for Sydtrafik, som varetager flextrafikken i den jyske del af Region Syddanmark.

God service hver dag
I undersøgelsen defineres en score på over 75 point, som meget godt. Svarene er indsamlet via personlige telefoninterview, og det er fjerde gang, at Sydtrafik tager temperaturen på kundernes tilfredshed med flextrafikken.

Den absolutte topscorer hos kunderne er kontakten med chaufføren i bilen. Chaufførernes service, kørsel og hjælpsomhed scorer igen allerhøjest af de forskellige parametre. På skalaen fra 1 til 100 svarer kunderne i gennemsnit 93.

- Kunderne møder flextrafik ude i vognen, og chaufførerne er vores ansigt udadtil. Derfor er det meget glædeligt, at kunderne oplever god service, og at de får den nødvendige hjælp, når de kører med os, siger Michael Aagaard, der er afdelingschef for Flextrafik.

- Derfor er resultatet også en meget stor anerkendelse af de vognmænd og chauffører, der kører for os, og det gode arbejde de leverer hver dag.

Smil i telefonen - tilfredshed online
Medarbejdernes venlighed ved bestilling er også en af dem, som ligger i toppen målt på tilfredsheden, og telefoniske bestilling er da også stadig den foretrukne bestillingsform, men antallet af selvbetjente kunder stiger kraftigt.

- Man har døgnet rundt mulighed for at bestille sin Flextur og handicapkørsel via vores hjemmeside eller app’en ’Flextrafik’, og man opnår en 20 procents rabat ved det, siger Michael Aagaard, og fortsætter:

- Vi prøver lige nu at øge andelen af selvbetjente kunder samtidigt med, at vi stadig har fokus på at yde venlig, professionel og effektiv service over for de af vores kunder, hvor telefonisk bestilling er den bedste løsning.


Fakta om undersøgelsen: 

  • Undersøgelsen er udarbejdet for Sydtrafik af Wilke A/S
  • Undersøgelsen er baseret på 823 telefoninterview-stikprøver indsamlet fra 23. august 2019 til 22. september 2019.
  • Kunderne er blevet bedt om at vurdere flextrafikken på en skala fra 1 til 10, som i undersøgelsen er sat op som pointtal mellem 1 og 100 (indekstal)

Interesserede kan se hele undersøgelsen her: