NYHEDER 2. JUN 2020 KL. 14:24

Flyselskab flyver igen mellem Aarhus og København

Af: kollektivtrafik

Tirsdag morgen åbnede Aarhus Airport på Djursland igen, da flyselskabet SAS genoptog flyvningerne mellem Aarhus og København med fire daglige afgange fra mandag til fredag og to søndagsafgange


Lufthavnen på Djursland har de seneste to måneder været stille som følge af corona-situationen, men med torsdagens åbning af ruten mellem Aarhus og København udtrykker lufthavnsdirektør Peer H. Kristensen glæde op spirende optimisme.

- Vi har virkelig set frem til at kunne byde passagerne og flyselskaberne velkommen tilbage til Aarhus Airport. Efter den første etape af genåbningen af samfundet har vi fået mange henvendelser fra både private og erhvervsrejsende, som har efterspurgt ruten mellem Aarhus og København, så det er meget glædeligt, at den nu går på vingerne, siger Peer H. Kristensen.

SAS lægger ud med to daglige returflyvninger mellem Danmarks to største byer, hvilket flyselskabet ser som et strategisk vigtigt led i at understøtte genåbningen af Danmark.

- Vi oplever, at der igen er et stigende behov for indenrigsrejser, og det er helt naturligt at prioritere ruten mellem Aarhus og København. Vi er ikke på det oprindelige niveau på denne rute, men nu er vi i gang med kernen af vores indenrigstrafik igen, så kan vi øge kapaciteten hen ad vejen, siger Simon Pauck Hansen, der er koncerndirektør i SAS Danmark.

Det lave aktivitetsniveau med hensyn til flytrafikken i lufthavnen på Djursland har givet plads til andre aktiviteter i form af et rykind af håndværkere, teknikere og anlægsfolk, som har haft arbejdsro til at arbejde med renovering og ombygning af Aarhus Airport - en opgave, hvortil der er afsat 100 millioner kroner.

Arbejdet omfatter blandt andet en ny sikkerhedskontrol, fodboldbane, legeplads, nyt café- og shoppeområde, nye gates og en række andre små og store ting, der skal være med til at gøre Aarhus Airport mere attraktiv og brugervenlig.

- Vi benyttede den midlertidige corona-lukning til at skrue op for tempoet i vores modernisering, og det har betydet, at vi kunne drible flere måneders byggearbejde igennem på kortere tid. Vi er ikke helt færdige endnu, så vi håber, at passagerne vil tilgive os, at vi stadig støver lidt. Men vi gør, hvad vi kan for at sikre en god start eller afslutning på rejsen på trods af byggerodet, siger Peer H. Kristensen.



Corona

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget