NYHEDER 2. SEP 2019 KL. 01:00

Forligskreds har genovervejet Vinge Station

Af: kollektivtrafik

Projektet med en S-togsstation ved Vinge, som Socialdemokraterne, Radikale, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti blev enige om for nogle år siden, er blevet genovervejet, da Dansk Folkeparti er udtrådt af forligskredsen, og Banedanmark har konstateret, at projektet ikke kan holde sig inden for den økonomisk afsatte ramme. Forligskredsen konstaterer, at projektet er så fremskredent, at man kører videre med stationen

Banedanmark har konstateret en fordyrelse af projektet med anlæg af en ny S-togsstation ved Vinge i forhold til det hidtil budgetterede. Fordyrelsen følger blandt andet af, at Banedanmark har modtaget tilbud på to entrepriser, som begge er højere end forudsat i budgettet, samt at de tværgående omkostninger til byggeplads, rådgivere med videre har været underestimeret i budgettet.

Det betyder, at anlæg af en S-togsstation ved Vinge således ikke vil kunne afholdes inden for den økonomiske ramme inklusive reserver, som forligskredsen bag Bedre og billigere kollektiv trafik havde afsat til formålet. Og da Dansk Folkeparti er udtrådt af forligskredsen har de resterende partier genovervejet behovet for Vinge Station på nuværende tidspunkt.

Forligskredsen kan konstatere, at et tocifret millionbeløb vil gå tabt, hvis man sætter projektet på standby, ligesom prisen for anlægget potentielt vil blive væsentligt dyrere, hvis man udskyder projektet til, når byudviklingen er mere fremskredent i Frederiksund Kommune, fordi signalprogrammet til den tid er udrullet på strækningen.

- Det er positivt, at vi i dag fik lejlighed til at drøfte spørgsmålet om Vinge Station. Enhedslisten har hele tiden haft et forbehold, og jeg må give partiets transportordfører Henning Hyllested ret i, at man nok skulle have sat projektet i gang på den måde, der oprindeligt var tiltænkt, hvor der var skabt sikkerhed for en tilstrækkelig byudvikling inden igangsættelsen af projektet, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:

- Vi kan dog konstatere, at projektet er så fremskredent, at det simpelthen vil blive for dyrt at sætte det på standby.



SENESTE NYT

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE