Af: kollektivtrafik
Når trafikselskabet FynBus søndag 2. august skifter køreplaner for både regionale og lokale ruter, får mange ruter nye numre. Ved køreplanskiftet opdaterer FynBus køreplanerne for de regionale ruter, bybusserne i Odense, Svendborg, Nyborg og Middelfart, samt de lokale ruter i alle kommuner
De største ændringer sker i Odense, samt på de lokale ruter i Assens, Nordfyns og Middelfart Kommune. Samtidig får nogle af busserne på de regionale ruter og i mange kommuner nye numre.
Baggrunden for, at skal busserne have nye rutenumre, er, at de nuværende rutenumre til tider er svære at finde rundt i. I mange kommuner har de lokale busser numre, der er fra før kommunesammenlægningerne i 2007. Der til kommer, at en del ruter er oprettet og lukket siden da.
I Assens Kommune betyder det for eksempel, at de lokale ruter, der i dag har numrene 260-269, 430-433, 691-693 og 751-753, august hedder 510-547.
I Svendborg, Middelfart og Nyborg får bybusserne også nye rutenumre, så de fremover vil have 2 cifre, ligesom bybusserne i Odense.
- Vi synes, det var på tide at lave et mere logisk system for bussernes rutenumre, så det bliver nemmere for især nye brugere at finde rundt i, siger Jan Gudmann Hansen, der er Plan- og markedschef i FynBus.
- Vi ved godt, at mange synes det er irriterende, når vi laver om i numrene, men når først man har lært de nye numre, bliver det lettere at finde rundt i bussystemet, siger han videre.
Ny A-rute skaber nye forbindelser i Odense
I Odense beholder alle bybusserne deres numre, men der kommer en helt ny rute til. Rute 12A vil fra 2. august køre fra Skibhusene via OBC, centrum og Læssøegade til Hjallese Station. Det bil blandt andet gavne beboerne i Skibhuskvarteret og på den indre del af Læssøegade - og for alle dem, der skal til Sct. Knuds Gymnasium og Skovsøen.
12A vil køre hvert 15. minut i dagtimerne, og hvert 20. minut aften og weekend.
FynBus gør opmærksom på, at Rejseplanen er opdateret, så man kan tjekke, hvordan man kommer frem på den anden side af ferien - og om bussen har et nyt nummer. Man kan også få et overblik over alle de kommende ændringer på Fynbus.dk.