NYHEDER 11. SEP 2019 KL. 10:54

Kampagne skal øge opmærksomheden ved overkørsler

Af: kollektivtrafik

Transportminister Benny Engelbrecht (S) og Folketingets transportordførere drøftede tirsdag status på opgraderingen eller nedlæggelsen af overkørsler på jernbanenettet i forhold til at forbedre sikkerheden. Transportministeren sætter nu gang i en oplysningskampagne om sikkerhed ved overkørsler

Den generelle sikkerhed ved overkørsler på de statslige jernbanestrækninger var på dagordnen under mødet, som var indkaldt på baggrund af en dødsulykke i en overkørsel ved Trustrup på Djursland.

- Jeg ved, hvor meget hver eneste tragiske ulykke på jernbanen påvirker de indblandede familier, pårørende og lokoførere. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå, siger Benny Engelbrecht og fortsætter:

- Vi arbejder derfor også på højtryk for at få sikret eller nedlagt overkørslerne på det statslige jernbanenet. Mit formål med at mødes med transportordførerne var at give en generel status for arbejdet, så vi alle har et fælles udgangspunkt til at drøfte, om vi kan gøre endnu mere for at forbedre sikkerheden.

Benny Engelbrecht sætter samtidig gang i en oplysningskampagne, som skal øge opmærksomheden hos alle, når de krydser en overkørsel. Det er et forslag, som kommer fra blandt andre Dansk Jernbaneforbund.

Banedanmark præsenterede på mødet en status på arbejdet med at nedlægge eller opgradere overkørsler, som forligskredsen bag ”En grøn transportpolitik” satte i gang for ti år siden.

Fakta:

  • Ved usikrede overkørsler skal krydsende trafikanter selv orientere sig og sikre sig fri passage
  • Sikrede overkørsler kan enten være mærket med klokke og blinklys, en halvbom, der dækker halvdelen af vejen, eller helbom
  • Banedanmark har nedlagt eller opgraderet 388 overkørsler siden 2009
  • Overkørsler sikret med lys og klokke vil løbende blive opgraderet og reduceres fra 84 til 12 med udrulningen af Signalprogrammet frem mod 2026
  • Banedanmark oplyste på mødet, at alle usikrede overkørsler på Grenaabanen enten vil være opgraderede eller nedlagte 1. oktober i år.


SENESTE NYT

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE