NYHEDER 7. SEP 2026 KL. 13:31

Letbane vil fremover selv vedligeholde sit materiel

Af: kollektivtrafik

Aarhus Letbane overtager med udgangen af juli næste år vedligehold og reparation af selskabets letbanekøretøjer, som i dag håndteres af Stadler Service Denmark ApS med afsæt i den oprindelige Turn Key-kontrakt fra anlægsfasen forud for premieren for letbanetogene i Aarhus og i Danmark i det hele taget i 2017


Aarhus Letbanes aftale med Stadler Service Denmark ApS udløber med udgangen af juli 2027 og kan ikke forlænges yderligere. Aarhus Letbane har i den anledning valgt at overtage vedligeholdelsen af togene selv fra 1. august 2027, hvilket Stadler Service Denmark ApS er blevet informeret om.

For Aarhus Letbane handler hjemtagningen om at skabe en mere direkte sammenhæng mellem de enkelte aktiviteter, der foregår i og omkring Letbanen. Samtidig giver hjemtagningen en økonomisk gevinst til Letbanens ejere - Region Midtjylland og Aarhus Kommune.

- Formålet med at udføre vedligeholdelse af tog selv er bl.a. at mindske kompleksiteten i den daglige drift, herunder at gøre placeringen af ansvaret mere entydigt, siger administrerende direktør Michael Borre.

- Vi har haft et fint samarbejde med Stadler Service Denmark ApS gennem årene, men har måttet sande, at organiseringen omkring Letbanen har været for kompleks. Vi mener samtidig, at vi kan gøre driften mere økonomisk effektiv gennem fjernelse af dobbelt-funktioner, siger han videre.

Hos Aarhus Letbane håber man, at alle medarbejdere fortsætter i deres job. Da der er tale om en virksomhedsoverdragelse, vil medarbejderne kunne fortsætte på uændrede vilkår.

- Den enkelte medarbejder besidder væsentlige kompetencer, som naturligvis også vil være vigtige for Letbanen efter opgaverne er overført”, siger Michael Borre, der ser frem til den nærmere dialog med ledelse og medarbejdere i Stadler Service Denmark ApS om en smidig overgang.

- Som mangeårig partner er vi stolte af at have bidraget til Aarhus Letbanes udvikling med en pålideligt vedligeholdt sporvognsflåde. Med de erfaringer, Stadler har opbygget gennem servicering af flåder i 25 lande, er vi klar til fortsat at bidrage til Aarhus Letbanes fremtidige projekter. Vores fokus er nu på at sikre en god overgang for vores medarbejdere til Letbanen. Den nyligt underskrevne kontrakt om de nye køretøjer bekræfter samtidig Stadlers langsigtede engagement i regionen og understreger vores rolle som en central mobilitets- og teknologipartner i Jylland, lyder det fra Stadler.


Der ligger nu en proces det næste år, hvor Stadler Service Danmark ApS fortsat løser opgaverne samtidig med, at overdragelsen af opgaver og medarbejdere med videre vil blive planlagt.



Letbaner/Metro/S-tog