NYHEDER 19. APR 2018 KL. 12:40

Letbanen i Aarhus har løftet passagertallet med 40 procent

Af: kollektivtrafik

Letbanen i Aarhus har løftet passagertallet med 40 procent

Midttrafik og Aarhus Letbane talte i sidste uge passagerer i letbanetogene på den strækning, der er i gang og har kørt siden 21. december sidste år. Tællingen viser, at letbanetogene har 40 procent flere passagerer, end bybusrute 1A, der tidligere betjente strækningen


Passagertællingen, der blev gennemført af Midttrafik og Aarhus Letbane onsdag 11. april, viser, at Letbanen på nuværende tidspunkt har cirka 2.500 flere kunder om dagen end bybuslinje 1A havde på strækningen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet. Ifølge tællingen har Letbanen cirka 8.400 kunder på en hverdag. En foreløbig vurdering fra Midttrafik er, at det er lykkedes at få kunderne til at skifte over til Letbanen. - Det er endnu for tidligt at vurdere, om Letbanen kan leve op til de passagerprognoser, der er lavet for den samlede letbanestrækning fra Odder til Grenaa. Men det glæder mig, at vi oplever en kundefremgang på omkring 40 procent i forhold til 1A på den korte strækning, som Letbanen kører i dag, siger Ole Sørensen, Gruppeleder for Planlægning og rådgivning hos Midttrafik. Passagertællingen viser også, at flest kunder stiger på Letbanen ved Aarhus H, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Men også de andre letbanestop på strækningen bliver flittigt benyttet. Her ligger stoppestedet Stockholmsgade, der ligger midt mellem Ringgaden og Ringvejen i Aarhus N lavest med cirka 350 daglige påstigere. Letbanen kører med flest kunder i tidsrummet 7.00 – 8.00 og 15.00 – 16.00.