Af: Niels Bak Henriksen

Nysgerrige borgere og skinne-nørder var mødt op for at fejre åbningen af den første etape af letbanen i Ring 3 søndag formiddag. Nogen var taget til Vestegnen bare for at prøve den. Andre forventer, at togene på Hovedstadens Letbane vil løfte deres daglige transport. Omkring 15.000 passagerer kørte med letbanetogene den første dag
- Den rykker lidt. Men den er meget stille.
Bedømmelsen af den nye Letbane i Ring 3 kommer fra Jonathan Kur Larsen på 12 år. Han er sammen med sin mor og far taget til Ishøj Station for at køre med på letbanens åbningsdag.
Som han bemærker, starter og standser den ofte lidt abrubt, og de stående i det pakfyldte letbanetog må holde godt fast. Men bortset fra lidt rumlen i en af de første kurver glider den stort set lydløst frem over skinnerne.
- Den er meget lækker. Sæderne er meget rare og sidde i, siger han.
Og vurderingen kommer fra en kender, for Jonathan er lidt af en tognørd.
- Jeg har interesseret mig for tog hele livet, konstaterer han.
Det er nu ikke fordi hverken han eller hans forældre forventer at bruge letbanen ret meget. De bor i Ballerup, som ikke ligger på dens rute, og i det daglige kommer de til arbejde og skole med cykel og gang. Til åbningen i Ishøj har de taget bilen.
Vi sidder i tog nummer to, som er det første, hvor almindelige mennesker har adgang. Den første afgang var reserveret til nuværende og tidligere borgmestre og ministre.

Merete Amdisen klipper det grønne bånd. (Foto Søren Hytting)
Og selv om talen fra Ishøjs borgmester Merete Amdisen (S) var kort, så var ordene store.
- Det er en historisk dag, sagde hun, inden hun klippede båndet, der var sat hen over togets døråbning, og som ikke var rødt, men grønt ligesom letbanetogenes bemaling.
- Og så er letbanen grøn, ikke bare udenpå, sagde hun, inden hun og de andre inviterede steg om bord.

Alex Buylston og kæresten Linn ventede tålmodigt i den lange kø, af folk som ville køre med Letbanen. (Foto: Niels Bak Henriksen)
En anden af de fremmødte borgere, Alex Buylston, regner med at blive regelmæssig bruger.
- Ja selvfølgelig. Mit arbejde er ved en station. Jeg har set på arbejdet i tre år, siger han, mens han og kæresten Linn venter i køen på at kunne stige ombord.
Og det er især fordi letbanen kører i sit eget traché, at han forventer det bliver et løft i forhold til den S-bus, som han har brugt indtil nu.
- Jeg glæder mig virkelig til at undgå trafikken og ikke sidde i kø, siger han.
Ud over det, så har han også en generel interesse for kollektive transportsystemer, som ikke er et privilegie han er vokset op med.
- Jeg kommer fra USA. Hvis man vil ind til byen, har man kun et valg, og det er at køre i bil, sagde han.
Letbanen anslår at omkring 15.000 kørte med på åbningsdagen.
Banen er en ringforbindelse, der følger Ring 3 rundt om København, og langs banen er det tydeligt, at den allerede har været med til at sætte gang i byggekranerne.
Den første etape af Letbanen, som åbnede søndag, går fra Ishøj i syd forbi Glostrup station til Rødovre Nord, som ligger lige før letbanens remiseanlæg. Resten af banen, som løber via Herlev, Buddinge og Lyngby stationer til DTU i Lundtofte åbner til næste sommer.

Det første tog runder kurven på vej ud fra Ishøj Station. (Foto: Niels Bak Henriksen)

Folk venter på at blive lukket ind, så de kan komme med det første tog på Hovedstadens nye Letbane. (Foto: Niels Bak Henriksen)

Der var mødt en god del lokale og andre interesserede op for at sende det første tog afsted. (Foto: Niels Bak Henriksen)