KTF Transmision
NYHEDER 22. AUG 2023 KL. 12:37

Bane på Lolland får ny køreplan

Af: kollektivtrafik




I snart to år har kunderne på Lollandsbanen på en del afgange været nødt til at skifte tog på stationen i Grænge, når de var på vej til eller fra Nykøbing Falster. Det ekstra skift forsvinder fra 18. september, hvor en ny køreplan træder i kraft på strækningen. Basis for ændringen er Banedanmarks nye ETCS-signalsystem og opdatere tog


Banedanmarks nye ETCS-signalsystem blev taget i brug på stationen i Nykøbing Falster i slutningen af 2021, men Lokaltogs IC2-tog, som betjener strækningen, har ikke haft det rette udstyr indbygget til at kunne køre hele vejen ind til stationen.
 
Det har betydet, at godt halvdelen af alle afgange i hverdagene har været med togskift i Grænge, hvor tre lejede togsæt med det rette udstyr har kunnet fragte kunderne det sidste stykke mellem Grænge og Nykøbing Falster. Nu har størstedelen af Lokaltogs IC2-togsæt også fået det nye udstyr, så pasagerne slipper for skiftet i Grænge.
 


- Det er en rigtig god nyhed for Lokaltog og i særdeleshed for vores kunder, at en tilpas stor del af vores 13 IC2-togsæt endelig er blevet opgraderet, så de må køre hele vejen ind på stationen i Nykøbing Falster. Det har vi ventet på med stor utålmodighed, siger Mie Rajcic, der er driftsdirektør i Lokaltog og tilføjer:
 
- De seneste knap to år har det været et irritationsmoment for vores kunder, at de ofte skulle skifte i Grænge, og jeg er rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde dem en langt bedre rejse uden uforståelige skift.

 
Udover den store og åbenlyse fordel, at der ikke længere skal skiftes tog i Grænge, så kommer den nye køreplan også med en række andre forbedringer for kunderne på Lollandsbanen.
 
- Rejsetiden mellem Nykøbing Falster og Nakskov bliver reduceret med to minutter, når toget afgår fra Nakskov og fire minutter, når toget afgår fra Nykøbing Falster. Det giver ydermere den fordel, at vi får bedre sammenhæng med regionaltogene, der kører fra Nykøbing Falster mod Sjælland og København. Det betyder bedre tid til togskift i Nykøbing Falster, og derudover får vi en bedre robusthed i forhold til eventuelle forsinkelser, siger Mie Rajcic.
 
Den kommende køreplan vil i løbet af kort tid findes på hjemmesiden Lokaltog.dk og på rejseplanen.
 
 
Fakta om Lollandsbanen:



  • Etableret i 1874

  • Kører mellem Nakskov og Nykøbing Falster

  • Transporterer omkring 900.000 passagerer om året

  • Betjener 9 stationer

  • I alt 50 kilometer lang